LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

22 helt ind i den hule hånd, benene helt op til bagen) osv. osv., ligeledes at hænder eller ben er 'visnede’, lamme, kraftesløse. Alt dette findes også i danske helgeners jærtegn. Jeg skal her tilføje et par beskrivelser af denslags ’mén’. En kvinde fik et sådant,1) at benet svulmede op og blev så blåsort, som om koldbrand var kommet deri; ved at hun måtte gå og arbejde blev det værre og værre; så dannedes der et åbent sår nedenfor knæet udvendig på benet; det blev næsten så langt som det 'mindre spand’ (afstanden mellem tommelfinger og pegefinger) og ikke fuldt så bredt; deraf udgik blod og rådnede køddele; så måtte hun ligge til sængs — indtil hellig Torlak tog sig af hende. En mand fik en sygdom i benet,2) så at han lå en hel måned; han lod skære i det på 8 steder, men det blev stadig værre. Den samme mand havde iøvrigt tidligere haft forfrysning i fødderne på grund af en fjældtur; den var så stærk, at lægerne erklærede, at de intet kunde göre derved, men rådede til at han skulde lade fødderne hugge af sig ved ankelleddet. Han lå i 2 måneder og påkaldte så Gudmund d. gode. Natten efter havde skindet på den ene fod løsnet sig tilligemed neglene, og noget senere gik det på samme måde med den anden — og han blev noget efter helt rask. Der er för blevet nævnet et eksempel på, at et sår blev 'revet op’ påny, for at vedkommende legems- del skulde få en bedre stilling, end det først så ud Biskupasögur I, 586—87. 2) Biskupasögur I, 618.