LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

23 til at ville få. Svarende dertil er et eksempel (år 1221) på osteoklasi1); en mand brækkede benet, men da benet havde »fæstnet sig«, fandt han, at det ikke stod, som det burde; han lod det da brække igen og gav selv besked, hvorledes det skulde for- bindes; det »fæstnede sig« godt, og han haltede der- efter kun lidet. Om nogen kirurgisk operation i egen- lig forstand er her åbenbart ikke tale. Det følger af sig selv, at der ofte forekom tilfælde af koldbrand i sår og ben; det hedder i oldsproget drep, enten ’det dræbende’ eller 'det dræbte’. Der om- tales engang, at en mand døde af koldbrand i armen. Behandlingen af alle disse sår har i det hele været meget simpel og primitiv. Først er sårene bleven vaskede og rensede [fregja sar) ved varmt vand, så- ledes som det udtrykkelig hedder i skildringen af Stilclestadslaget. Så blev de forbundne (binda sar, veita umbönd). Kun i svenske love nævnes lin som for- bindingsmiddel; i en uhistorisk saga nævnes silke. För forbindingen har man smurt såret ind med sal- ver (smyrsl, der opbevaredes i gemmer eller etslags dåser, smyrslabu&kr) og olje. Hvoraf disse salver lave- des, får vi ingen oplysninger om.2) Desuden omtales visse urter, der er bleven lagt over sårene, dels for at dulme smærten, dels for at læge såret; jfr. navnet græftisura, helbredende syre, der dog ikke synes at forekomme i oldsproget; troen på visse urters liv- ’) Sturlungasaga I, 550. 2) På Hovedøen har man fundet rester af salve i et lerkar; den var lavet af en blyforbindelse, olje (og potaske), men dette tilhører sik- kert ikke oldtiden. Jfr. Grön 51.