LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

25 har set eksempler, svarer en i en historisk saga1) om- talt sammensyning af et dybt sår i halsen, som en mand i et anfald af sindsforvirring havde tilføjet sig selv; såret var et sådant, at han ikke rigtig kunde trække vejret, undtagen ved at holde med hænderne fast om såret, der naturligvis blødte stærkt. Hans broder tog da en ’skonål’ og senetråd op af sin pung og syde såret sammen; den sårede var allerede så udmattet, at han ingen modstand kunde göre. Til yderligere belysning skal tilföjes, at ’skonål’ er en meget grov nål i form af et spydblad; senetråden har vel heller ikke været særlig fin. En enkelt gang hører vi, at der ind i et dybt hals- sår,2) som en kvinde selv har tilføjet sig, lægges en méche af lærred [keri, léreptskeri). Ordet keri betyder vel egenlig 'undersøger’ (et redskab, hvormed noget undersøges); denne brug af ordet træder tydelig frem etsteds i den islandske fristatslov:3) »da er man såret i (til) hjærnen, når man ved en keri (sonde) trænger ind til hjærnebasten (□: hjærnehinden).« Hvad de anvendte redskaber angår, vides ikke ret meget. Rimeligvis har man, og da navnlig de egenlige læger, benyttet særlige mindre knive, om af en særlig form vides ikke, til at foretage opera- tioner med. Det eneste redskab, der nævnes, er den i det foregående et par gange nævnede tang [töng, spennitöng). Dermed trak man i kødet siddende stum- per af våben, især pilespidse, ud, eller stumper af ’) Biskupasögur I, 377 (jærtegnsliste). 2) Biskupasögur I, 378. 3) Staöarhölsbök 552.