LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

27 ment nævnes. En læge Torbjörn »brændte« den syge således, at han på hans mave lagde en jærnplade med et hul i, men da der ingen hage var på ’knapjærnet’, gik det så dybt, at den, der blev brændt (patienten), syntes, det trængte helt ind i bughulen, men lægen trak da hurtig jærnet op igen og trykkede på ’brandpletten’, så at der trykkedes endel fedt ud. Senere fik patienten smærter i pletten, men helgenen helbredede ham. Det er klart heraf, at igennem pladen, der lagdes på maven, er ’modhagejærnet’, der har været glødende, stukket; hagerne skulde hindre, at det gik for dybt. Hvad dette skulde göre godt for, fremgår imidlertid ikke af beskrivelsen. Dr. Grön gör opmærksom på, at et lignende instrument findes blandt italieneren Lan- franchis (o. 1300) redskaber (s. 43). Ansigtssygdom. Om biskop Gudmund hedder det, at han havde (varige) smærter i kinden (den höjre) nedenfor öjet. Det har vel været smærtefulde træk- ninger. Værre mén i ansigtet har den jötr været, der etsteds omtales (helbredet ved en helgen); ordet be- tyder egenlig 'kindtand’, og det forekommer mig, at der her må være tale om en kræft- eller lupuslig- nende sygdom (et dtumein, som denslags sygdomme kaldtes, egl. ’om-sig-ædende mén’). — Etsteds1) om- tales et ’hovedmén’, hvorved et ben løsnedes i ho- vedet, men yderligere beskrivelse gives ikke. Øjensygdomme omtales meget hyppig både i de islandske helgenlævneder og ikke mindre i de danske. Forholdene på en islandsk gård og vel også i de *) Biskupas. I, 196—97.