LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

28 andre nordiske landes gårde var med deres køkken- og opvarmningsforhold meget ugunstige, ikke mindst for kvindernes vedkommende, for synets fulde bevarelse. Der tales overmåde hyppig om ’sure’ öjne,1) svage, blinde og halvblinde öjne, for ikke at tale om större eller mindre smærter i öjnene, der ofte siges at være kommen ganske pludselig. I en dansk legende nævnes »ulcus in oculo«.2) Også her tales der om læger, der skulde forstå sig på øjensygdomme, og som gjorde, hvad de kunde, men det hjalp ikke (i det omtalte tilfælde). 1 et gammelt digt fra o. 1200 findes et mærkeligt ord drer; sætningen lyder: »næppe ser de mænd, der lider af drer, alt, som det er.« Man har formodet, vistnok med rette, at hermed menes stær, idet drer (egl. ’det nedfaldende’) synes at være en oversættelse af det lat. gutta. Dette er ret interessant. Endelig forekom det i oldtiden naturligvis meget ofte, at öjnene kom til at lide ved hug og stik, og flere gange omtales, at öjnene blev stukne ud. Et af de mest bekendte eksempler er Magnus d. blinde. Öjnene blev da f. eks. ligefrem sprængte ud med en træpind. ’Den blinde’ findes hyppig som tilnavn. Skelen er noget, der hyppig antydes, og der er ikke få, der fik deres tilnavn deraf. Lægemidler omtales så godt som ikke; at folk med svage öjne helst holdt sig i halvmørke, følger af sig selv (det bliver en enkelt gang omtalt, at lyset blev holdt ude ved hjælp af tæpper). I Kongespejlet om- x) Herved antydes »kronisk konjunktivitis« (Grön). »Røgblind« be- tyder kun 'momentant blændet af røg’. 2) Gertz: Vitæ 255.