LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

29 tales, at sperma ceti (isl. hvalsauki, da. hvalsøky, di- rekte oversættelse af det lat. udtryk, jfr. drer ovf.) er godt »mod [syge] öjne, spedalskhed m. m.«. Tandpine omtales yderst sjælden. En kone næv- nes,1) der fik smærter i kindtænderne, og én af dem blev næsten løs, så at hun intet kunde tygge, og smærter havde hun i ansigtet. Det påfaldende ringe antal af tandpinetilfælde, som den gamle litteratur antyder, står i bedste samklang med de sjælden gode tandsæt, som stenaldersfolket ses at have haft (se ovf.), og det er vel på grund af den samme eller lig- nende levevis og næringsmidler, man i bægge tilfælde har ret til at forudsætte. Langt hyppigere nævnes ’halsmén’, halsonder, som bylder i halsen (kverkamein, kverkasullr)', en enkelt person (præst) nævnes, der led af et kronisk halsonde, så at han næsten ikke kunde tale eller hoste for smærte og ikke få nogen mad ned. Ved et andet til- fælde svulmede halsen op, og følgerne var de samme. 1 disse og lignende tilfælde er der vel tale om bylder indvendig i halsen. Et sværere tilfælde2): både hoved og hals svulmede op, svælget rådnede, så at både materie og døde kødtrævler udstødtes af de indven- dige sår; så tilføjes der, at »man ikke mente at kunne (forstå sig på at) göre noget videre derved« — hvor- for en helgen måtte påkaldes; 3 dage efter var ved- kommende rask. I forbindelse hermed skal nævnes, at også drøbelen (u/r) kunde blive for stor og genere. Da skar man Biskupas. I, 195. Biskupas. I, 189—90.