LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

 den af. Om den bekendte Erik jirl (d. o. 1022) for- talte traditionen, at han, för hai skulde begive sig på Romarejse (eller efter en såtan), lod sin drøbel skære, men lægen var ikke heldg, og det blødte så stærkt, at Erik døde deraf; dete skete rigtignok i England, men uden tvivl kendte« operationen også i Norden. Sygdomme i genitalia omtabs i det hele meget sjælden, og der er ikke tale on nogen veneriske sygdomme. Der tales om, at slöpin (□: penis med scrotum og testikler) engang svumede stærkt op på en mand, men nærmere beskrivese mangler. Om en anden, der led af øjensygdom o$ fodskade, fortælles noget lignende,1) at hans genitalk svulmede op, så at han måtte anbringe et stykke tö neden under dem »til lettelse«, ti han syntes, at cfe ellers vilde slides af. Efter at have påkaldt en hegen hedder det, at »den testikel, der smærtede stærlest og hang længst ned, var kommet, mærkede han, op i bugen — og således har det altid været sidm«. Hos en tredje svulmede testiklerne så stærkt, a: »de at se på ikke var mindre end testiklerne på tn toårs tyr«.2) Fra Danmark omtales en præst, der var »calculosus et doloroso tumöre gravatus in testims«.3) Et eksempel på sten (sieinn, stånsott), og hvorledes den blev opereret, er ovf. omtalt s. 13). Sten nævnes flere gange. Den nysnævnte præ;t var »calculosus«; et andet eksempel kendes fra Danmark: sanatus est *) Biskupas. I, 614. 2) Biskupas. I, 615. 8) Gertz: Vitæ 244.