LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

puer, qui habebat calculum.1) Fra Island kendes føl- gende (foruden det nævnte). En ung mand led af sten,2) der lå i uringangen og stansede urinen, så at han var nær ved døden. Kort efter en helgenpåkal- delse flød stenen ud af lemmet, ikke mindre i stør- relse end en bönne; helgenens søstersøn, biskop Påll, viste stenen den ære at lade den indfatte i sit finger- guld. Stranguri og hæmaturi omtales hos én3); han lå længe (6 uger); endelig blev han rask, efter at der et par gange var udtomt friskt og koaguleret blod (ZVdÖ ok bloftlifraf). Broktilfælde omtales sjælden. Etsteds i en helgen- saga4) nævnes en mand, hvis »bug var slidt« [slita, slitna er det konstante udtryk; subst. kvfåslit = brok, et andet klassisk navn er haull}, og ’småtarmene’ var sunkne ned. Mere står der ikke. Den bekendte bi- skop Laurenzius (14. årh.) siges engang at have rejst sig op fra sit sæde meget hurtig, og »deraf fik han den sygdom, som han aldrig siden blev af med, nem- lig ’småtarmemén’«.5) Sp ed al sk h ed var i oldtiden over hele Norden — som andre steder og senere — en ret udbredt sygdom. De dårlige hygiejniske forhold måtte begunstige dens udbredelse. Den omtales da også ret hyppig både i danske helgenlegender (lepra, leprosus) og i de island- ske. Det norsk-islandske ord derfor er likftrd med adj. *) Gertz: Vitæ 273. 2) Biskupas. I, 310. 3) Biskupas. I, 385. 4) Biskupas. 1, 208. 5) Biskupas. I, 825.