LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

hkprdr-, det betyder egenlig ’legems-harskhed’.1) Del ældste eksempel og selve dette ord (som tilnavn) findes i Ljösvetningasaga (midten af 11. årh.). I sig selv er sygdommen sikkert ældre. Det er muligt, at et tilnavn som skrofi (9. årh.) indeholder et endnu ældre vidnes- byrd; det synes at betyde ’den, der er hullet, svamp- agtig, porös’ — hvilket vilde passe fortræffelig til udseendet. I det 14. årh. regnes sygdommen blandt andre almindelige sygdomme. Den spedalskes hjælpeløshed er udtrykt ved Gula- tingslovens bestemmelse om, at ved udbud til leding er de spedalske blandt dem, der ikke talte med. Sygdommen omtales, som antydet, hyppig, både i danske jærtegn — deriblandt findes et eksempel fra Gulland —, i de uhistoriske og historiske sagaer og islandske helgeners jærtegnslister. Til beskrivelsen af den hører, at den syge får mange sår på sit legeme, at han fra isse til fod er lutter ujævnheder og knuder. En sygehistorie lyder2): En tjænestekarl var så spe- dalsk, at hele hans legeme var hvidt af ujævnheder, men under dem var der vand og ond vædske, så at klæderne under ham blev våde deraf. Her findes et middel anvendt, idet den syge bliver oversmurt med olje (som Gudmund d. hellige havde viet). Konge- spejlet nævner spermacet som middel mod sygdom- men. At sygdommen ansås for smittende, synes at *) Hvorvidt ordet hörundfall betyder det samme, finder jeg tvivlsomt. Biskupas. I 456.