LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

fremgå af et af Grøn fremdraget sted i et norskt do- kument fra 14. årh. Når en sygdom beskrives således1): »Han blev grebet af det mén, at hans legeme blev besat med en ujævnhed (hryfi, af hrjufr ’ru’) og væ- skende udslet (öftveri] med megen klø og svie, så at han ikke kunde holde sig rolig. Hans legeme var at se på som var der blære ved blære fra isse til fod«, og så svulmede hans ansigt op, så at man knapt kunde se öjnene, så kan der her næppe være tale om et tilfælde af spedalskhed tiltrods for brugen af ordet hryfr, her er det vistnok prurigo, der menes. Det ord, som her bruges, behøver nemlig ikke nødvendigvis at be- tyde spedalskhed, eftersom der findes et sted, der lyder således: »så også med hryfi, dersom den er meget svær, bliver den næsten til spedalskhed, og trænger til at der bliver meget gjort derved, dersom det skal hjælpe«. Dette står ganske vist i en prædiken. Et an- det sted i samme findes likfrrdir 'spedalske’ ved siden af hrjufir ’ru’. Adjektivet hrjiifr findes i andre oldger- manske sprog som gengivelse af leprosus (et steds i en legende hedder det: »den dreng som led af den værste spedalskhed, så at hans hele legeme var fuldt af materie og ’ru’«.) Således er der vel næppe tvivl om, at ordet også på Island (og i Norge) er blevet brugt om spedalske. Den anførte sygdomsbeskrivelse anfører Grön under sin behandling af fnat, og mener, at det her drejer sig om et tilfælde af et akut, universelt ekzem. Som bekendt er det denne sygdom, spedalskheden, *) Biskupas. I 181.