LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

 54 til hvis helbredelse man først opførte sygehuse, hospi- taler; af dette ord fik sygdommen så sit senere alminde- lige navn (spedalsk; også trængt — ialfald for en tid — ind i islandsk: spitelskur, spitelskd}. Spedalskhedshospi- taler — der især stod under St. Jörgens beskyttelse — oprettedes i Danmark o. 1200, i Norge nævnes »syge mænds hospital« først år 1266; »lærde mænds hospital« nævnes oprettet på Island 1308, men vir- kelige spedalskhedshospitaler blev først oprettede på Island 1652. Det skal hertil föjes, at når det om den gamle bi- skop Gizur (d. 1118) hedder, at der kom sår overalt på hans legeme med store smærter, kan der vist ikke være tale om andet end en eller anden ondartet hud- sygdom (ikke lepra, endnu mindre en venerisk syg- dom). Andre hudsygdomme. Fnat har sikkert fra ur- gammel tid været kendt i Norden; den bærer det betegnende navn kla6iW&\ Sygdommen omtales yderst sjælden, rimeligvis fordi den ikke er blevet regnet for så meget. Når Grön i den omstændighed, at det nogle gange omtales at man lod sig klø ved sænge- tide, vil se et bevis for en udbredelse af denne sygdom, kan jeg ikke være enig med ham. Alle de steder, der anføres i Vigfussons ordbog (og som Grön støtter sig til), går ud på, at det kun er foden, der bliver kløet, og der er i reglen tale om fornemme folk; Vigfusson forklarer sagen ganske an- derledes: »the ancients seem to have had their feet rubbed in bed in order to bring on sleep«. Det fore- kommer ikke usandsynligt, at man i oldtiden i de