LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

35 bedre krese har skammet sig for at lide af fnat, lige- som tilfældet senere har været og er nutildags på Island. Så er der en sygdom, der kaldes reformr (eller i piur. reformar) eller reformasått. Den nævnes kun én gang. Den unge Magnus, sön af Harald hårdråde, døde af denne syge (1069), efter at have ligget syg i nogen tid. Hermed menes utvivlsomt ringormelidelse (herpes tonsurans). Dr. Grön antager, at denne lidelse næppe har været den egenlige årsag til Magnus’ død, men at en anden sygdom har stødt til. Dette ref har sikkert intet med dyrenavnet at göre, men er vist identisk med ’ring’, jfr. et norsk dialekt-verbum revja 'hvirvle, danne små ringe eller cirkler’. Kopper. Böla, bålnasått er det almindelige navn herfor (båla = ’lille knop’)- Denne sygdom, der aldrig nævnes eller antydes i de islandske slægtsagaer, næv- nes først for Islands vedkommende i de islandske annaler, ved år 1240, og kaldes bålnasått, undertiden med tilføjelse af »den første«. At den er kommen ved smitte udefra, er naturligvis utvivlsomt, men hvorfra siges der ikke. Derimod hedder det udtryk- kelig om den i annalerne sidste nævnte epidemi, 1579, at der kom 6 skibe fra Norge og deri koppesygdom, og ligeledes udtrykkelig, at da grasserede denne syg- dom i Norge. Desuden var der koppeepidemi på Is- land i årene 1291, 1310 og 1347, a^tså med temlig lange mellemrum. Om nogle af dem gives nærmere oplysninger, at de »gik over hele landet og at en mængde folk døde deraf«, især unge folk (som det i en kilde fremhæves); i et enkelt tilfælde hedder det,