LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

 36 at folk »rådnede op«. Epidemien 1547 beskrives i en annal udførlig således: »Den fjærde koppeepidemi over hele landet, så voldsom, at ingen var så gammel, at han kunde huske noget lignende; man anslog at der døde omtrent 480 mennesker (på hvert af et par nærmere betegnede områder). Sygdommen rasede i dette år på sydlandet, men året efter på nordlandet; den angreb næsten hvert menneske under 40 år og mange ældre, og endogså de börn, som døende mødre bragte til verden, var befængte med sygdommen«. Om nogen lægemidler eller forsøg på at stanse ud- bredelsen er der aldrig tale. Hvorvidt det kan antages, at mæslinger har været kendt i oldtiden i Norden, er meget tvivlsomt. Der findes et sygdomsnavn: kreföusött, et ord som i nyere norsk bruges om mæslinger; men det er sikkert, at på Island har ordet ikke haft den betydning, men vistnok betydet impetigo (variolæ spuriæ, Grön s. 89).x) Ordet findes i en annal ved året 1389 (og det til- føjes at der døde mange); når der i andre recensioner her omtales sott eller kynjasött ('underlig sygdom’), er det tvivlsomt, om der menes det samme. Imidler- tid viser stedet navnets eksistens. I senere tider næv- nes samme epidemi. Nutildags kaldes fåresyge hettusött på Island. En sygdom af dette navn — hvis etymologi taler for at der virkelig menes fåresyge, af hetta ’en hætte’, på grund af hovedets uformelige skikkelse under syg- dommen — nævnes i annalerne (og Sturlungasaga) *) I et moderne lægevidenskabeligt skrift hedder det, at ordet især bruges om udslet i hovedet.