LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

V ved 12 j i, uden nærmere beskrivelse. Derimod findes ved år 1313 i en yngre annal følgende interessante bemærkning: »Da gik der også en sygdom vide om land på forskellig måde, der var én (der menes må- ske ’måden’, uagtet syntaksen peger på 'sygdom’), at den ikke gik længere ned end til brystet; den syg- dom kaldte Grim d. unge1) for hettusött; nogle blev så hovne over brystet, som det kunde være én eneste sten (at føle på)«. Erysipelas, rosen, hedder nu til dags på Island heitnakona eller heimakoma, hvilket sidste vel er det rigtige, det betyder da ’en sygdom, man får i hjemmet’. Et gammelt navn for denne sygdom synes dmusott at være; det styrkes ved, at det hedder at Snorri Sturlu- son engang på altinget2) »fik dmusott, så at han ikke kunde gå*. Her er der dog mulig tale om phlebitis Ordet afledes af dma ’et slags orm’ og står mulig i for- bindelse med dmumatikr (udtalt dnu) — regnorm. løvrigt omtales ikke denne sygdom.3) Ignis sacer (»den hellige ild«) omtales, såvidt vides, kun i Danmark, hvad der jo på grund af syg- dommens årsag (meldrøje i kornet) er forståeligt nok. x) Denne var en præst, der døde 1510; han kan altså ikke have brugt navnet om den sygdom, der grasserede 1313. 2) Sturlungas. I. 411. 3) Jeg benytter lejligheden til at omtale den farkonusött, der siges i Flatøannalen ved år 1240 at være kommen til Island. Det er jo i dette år, at den første koppeepidemi kom til Island. Jeg antager, at det netop er denne, der menes med farkonusött; det er en kvindelig passager, der har medbragt den. Flatøannalen kom- pilerer ofte uden kritik; dens udarbejder fandt de 2 navne i for- skellige annaler og trode, at der var tale om to forskellige syg- domme.