LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

38 Således omtaler Saxo denne sygdom et par gange, men uden at beskrive den nöjere (en mand har den i næsen, en anden et steds i legemet)1); i danske hel- genlegender omtales den også et par gange (en kvinde »fortæredes af den hellige ild i en del af sit legeme«2); en mand fra Skåne3) led hårdt deraf i tungen »så han næsten var død deraf«; ved helgenens, Vilhelms, hjælp helbrededes han; »den hellige ild slukkedes pludselig, og der gik hul på bylden i munden, og ud flød materie blandet med blod, som om der var nogen, der trykkede tungen med fingrene«. Endnu et til- fælde omtales. Om disse 3 tilfælde, som hverken om- tales af Ehlers eller Grön, må jeg overlade dommen til sagkyndige. Endelig skal skörbug, skyrbju.gr, kort omtales. Ordet antages ved folkeetymologi at være omdannet af scor- butus (der igen skal hidröre fra et ord, der genfindes i dansk: skurv-)-, dette forekommer dog noget tvivlsomt; ordet er vist et gammelt nordisk ord. Sygdommen, der betegnes derved, er sikkert nok gammel. Det er ikke mærkeligt, at første gang den omtales i den gamle litteratur, er det netop hos en mand på en sørejse i 10. årh. Et navn må sygdommen have haft, og noget andet end dette kendes ikke. Skulde ikke skyr stå i forbindelse med, at man antog, at den hidrörte fra for megen nydelse af skyr (oplagt mælk, sur mælk) jfr. ovf., som man har haft med sig på rejser, fordi den ikke var så udsat for at fordærves? På nævnte x) Dr. Ehlers mener (Ignis sacer, 1895, s. 32), at hermed menes hen- holdsvis rosen og senil gangræn. 2) Gertz: Vitæ 357. s) Sst. 358.