LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

39 sted forudsættes, at sygdommen kunde være dødelig, løvrigt omtales skörbug kun et par gange; det ene sted siges den at have bredt sig over kroppen, idet også benene hovnede op1); det andet sted hedder2) det, at »biskop Arne (på sin Norgesrejse) led megen nød med hensyn til levnedsmidler, og han fik megen skör- bug i munden, så han havde færre kindtænder hjem end hjemmefra; dog blev han rask, da han kom til Norge«. Indre sygdomme. Det er ovf. blevet nævnet, at sygdomme, der var folk uforklarlige og som ytrede sig som mathed, sløvhed og som sikkert også var led- saget af feber, kaldtes krom-, dertil verbet at kremjask. Det var ikke så underligt, at man antog, at sådanne sygdomme berode på trolddom3) og følgelig anvendte trolddom imod den. Som oftest er der vel tale om tuberkulose eller nyrebetændelse eller hysteriske syg- domme. Særlig fremhæves som symptom en meget stærkt udviklet afkræftelse, mathed i alle lemmer, mangel på madlyst og sOvnløshed. Den slags syg- domme kaldes også simpelthen sött ’sygdom’ (altså ensbetydende med krom). Dette findes meget hyppig i helgenlegender, både islandske og danske (mulier, omni membrorum officio destituta — en sygdom, der havde varet i 12 år; usu membrorum destitutus, de- bilis membris et quasi freneticus,4) osv.). Det er muligt og rimeligt, at flere forskellige sygdomme skjuler sig l) Biskupas. I. 780. 2) Sst. 781. 3) Trolddomssygdom, gerningasött, som det kaldtes. ■») »En kvinde, berøvet sine lemmers hele virksomhed«, »berøvet bru- gen af sine lemmer«, »svag af lemmer og ligesom gal«.