LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

40 under disse betegnelser (lamhed er vel ment i flere). De islandske udtryk er i reglen mere bestemte. En sygdomsbeskrivelse lyder1): »En gift kone blev syg og sængeliggende; hun kunde ikke gå og knap sidde og var næsten kraftesløs i alle lemmer, og hun havde jævnlig smærter«, og således havde hun ligget i 6 vintre. At komme nærmere ind herpå vilde knap kunne føre til nogen sikker opfattelse. Vi vil derfor gå over til de mere bestemt antydede sygdomme. Lunge- og brystsygdomme har uden tvivl været ret hyppige i oldtiden, tildels på grund af boligernes slette hygiejniske forhold; men det er let at forstå, at de har været mest udbredte blandt tyende og småkårsfolk, der jo i reglen ikke omtales. Derfor er de i litteraturen nævnte tilfælde, der her kommer i betragtning, forholdsvis få. Saxo nævner etsteds en- der led af » vitiati pulmonis languor«, hvilket af Grön er udlagt som brystsyge. Lungeaffektion menes vist med den sygdom, der betegnes som »svært og farligt mén indenfor ribbenene«,2) og ikke mindre »et ind- vendigt mén« en mand havde haft3 4) i 30 år, med store smærter og blodopspytning; et andet steds siges det rigtignok at dette indvendige mén var en ’bug- byld’. (Er her tale om en ekinokok?) Der omtales desuden ’sting’ (stingi),^ som hos en person siges at have været meget voldsom, så at han knap kunde trække vejret; smærterne var stærkest i den venstre ’) Biskupas. I, 351. 2) Biskupas. I, 305. 3) Sst. 323. 4) Biskupas. I, 182.