LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

42 den ene side; alle trode at hun skulde dø. Dermed fulgte, at der fra hende udgik en så stærk stank, at man næsten ikke kunde sidde ved siden af hende (for at. passe hende). Hun kunde ikke sove eller spise. Hendes fader, »der var en god læge«, undersøgte hende ved at føle på hende; så fandt han oven over navlen ved ribbenene til den ene side, at der var en stor og frygtelig svulst; da sagde han: »hvis det her galdt får eller kvæg, vilde jeg skære i det«, men nu da det galdt et menneske, turde han »for gud« ikke göre det. Så fik hun mælk, blandet med vand, hvori en helgens ben var vaskede; straks begyndte hun at »kaste op med megen stank«; da så fa- deren igen undersøgte hende, var »svulsten bristet og ophovningen havde fordelt sig på 5 steder«. Tre dage efter var hun rask. Det forekommer mig, at her mulig er tale om en ekinokok-svulst; i flere andre tilfælde, hvor der er tale om en stærk opsvulmen, er det formodenlig ekinokokker, det drejer sig om. Denne sygdom kaldes nu altid sullaveiki (af sullr, den vandfyldte blære), men sullr er så overmåde flertydigt, at det er vanskeligt at bestemme, hvad der på ethvert sted menes, når ingen nærmere angivelse følger. Blodgang. Et gammelt ord for denne sygdom har mulig været utsått (egl. ’sygdom, der søger ud’, der bruges til at gengive dysenteria). Men ligeså sikkert er det, at det, og måske hyppigst, er blevet brugt om diarré. Det hedder etsteds om en kvinde, hvis fødder var krumme, så at hun ikke kunde gå:1) l) Biskupas. I, 193.