LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

43 »Dermed fulgte, at hun bestandig havde en så stærk ’udsot’, at hun ikke kunde ligge på klæder (sængetoj), men hun blev bunden i aske (o: underlag af aske) ligesom små born«. Her er der sikkert tale om stærk diarré. I danske jærtegn omtales dysenteri; Saxo om- taler blodgang i Ragnar lodbrogs hær, »der gjorde dét af med de fleste«; det latinske udtryk lyder: »laxi ventris profluvium« (»udflod af en løs mave«). Når det i en jærtegnshistorie om en »udenlandsk« mand fortælles, at han »gik blod« en gang i løbet af hver 14 dage og var meget medtaget heraf og havde ingen menneskelig kulør (i ansigtet)1) menes hermed næppe blodgang. Gulsot (gulusott) bliver en enkelt gang omtalt, i beskrivelsen af kong Knud den stores sidste sygdom; i Knytlingasaga hedder det: »da fik han sygdom og det begyndte med det som kaldes gulsot«, men han lå længe inden han døde. Jeg tror ikke at her er tale om andet end gula = gu\ farve. Til alt dette skal föjes, at når der en enkelt gang2) tales om ’hjærteværk’ (hjartverkr), som mange blev syge af (et slags epidemi), kan man ikke tillægge dette nogen betydning, da samme sygdom i andre parallele kilder ikke kaldes således. Men navnets til- stedeværelse viser, at der var noget, der kaldtes så- ledes, uden at der nu kan gives en nærmere forkla- ring deraf. J) Biskupas. I, 317—537. Når Grön har forstået beretningen som om der her var tale om blodspytning, kan jeg ikke se, at de er rigtigt; jfr. udtrykket ’at gå blod’. 2) Fornmannasögur, V, 324.