LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

44 Dyspepsi omtales meget sjælden. Et karakteristisk eksempel herpå haves dog i en skildring af et bryllups- gilde 11191 2). Blandt de indbudte var en hövding, hvis ånde siges at have været meget ildelugtende og ram, hvorfor han også blev genstand for en alt andet end godmodig spot. »Han var ikke stærk til at drikke og var vanskelig med føden; han havde et indvendigt mén og var ikke meget ’madhél’; han pustede så stærkt, som han havde kvalme-opstød«. — Træg af- føring kendes under navnet abbendi. Ord som itiraverkr ’indvoldsmærter’ og kvfåverkr eller kviftsött findes, men kun i oversættelser. Vattersot, hydrops (yatnsott eller vatnkalfry) om- tales ikke direkte i islandske kilder (undt. i over- sættelser); i Danmark nævnes3) en »mercenarius pres- biteri hydropicus«, og Saxo fortæller om dronning Margrete (fredkulla), at hun »fik vattersot, så hendes ben svulmede voldsomt op, og intet lægemiddel kunde få bugt med den dødelige sygdom (letifera mortis ra- bies)«. Koldfeber, rifiusott, findes ikke omtalt i inden- landske (nordiske) kilder, men kun i oversættelser; rithæsott kaldes sygdommen også i Harpestræng. Ordet betyder egl. ’ ryste-sygdom’. Ordet har intet som helst med hrfå eller angelsaksisk hr/öjan at göre, endnu mindre med rifia i trollrfåa 'reden af trolde’ (jfr. Grön 85). Det er simpelthen subst. riba 'rokken, skælven, *) Sturlungas. I, 19. 2) Et ord, der er direkte overført fra gammeltysk (wazzarkalb, water- kalf). ’) Gertz: Vitæ 243.