LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

45 frem og tilbage’ (hertil passer udmærket andre udtryk i forbindelse med ordet; verbet ri^a ’bevæge sig livlig’, f. eks. om øjnene). Ordet rifta (subst.) hedder således endnu på Island (uden h i forlyd, som det aldrig har haft). Epilepsi (isl. brotfall, brotfalis sott; også niftrfallssött; olddansk brotfælling, verb. fallæ i brot; oldsvensk brut- fall; dette brot er = brud). Denne sygdom omtales hyppig- Nogle eksempler: Der var en, der længe havde lidt af sygdommen; jævnlig var han fuldstæn- dig bevidstløs; engang under et anfald fik han også stærke ojensmærter1); bægge dele helbredede en hel- gen.— En 12 år gammel dreng blev pludselig angrebet af den faldende syge; ménet tiltog i vinterens løb, så at han i langefasten fik det så godt som daglig; om våren og sommeren blev det noget bedre, for så om efteråret og vinteren at forværres igen, og efter et overstået anfald i langefasten lå han længe som død. Kort efter, efter en helgenpåkaldelse, blev han rask2). — 1 Trondhjem var der en ung kvinde, som var gift med en ung mand, for hvem hun havde for- tiet, at hun undertiden fik epileptiske anfald. Men en nat vågnede hendes mand ved at hun åndede me- get tungt og rallede, bevægede sig krampagtig stærkt og var uden bevidsthed. Da han så senere spurgte hende, hvor ofte hun fik disse anfald, sagde hun, at hun fik ét hver måned, »men ingen lægedom, læge- midler eller trolddomsmidler havde kunnet hjælpe«3). — Biskupas. I, 517. 2) Biskupas. I, 380. 3) Norsk Homilieboglié 1.