LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

■■■■HM 46 Fra Danmark haves en legende om en ung mand Grimolf (in claustro scolaris), omtrent 15 år gammel, inorbo laborans caduco; engang faldt han om med fråde udaf munden (»cum volutaretur spumans«); tænderne holdt han stærkt sammenbidte, så de måtte skilles ad med en kniv (for at en helgentands vand kunde dryppe ham i munden); lidt efter kom han til sig selv og blev helbredet.1) En anden nævnes »morbo laborans simili«. I de fleste af disse tilfælde er der vel tale om hysteri. Endnu skal bemærkes, at hövdingen Torkel Geitisson (ca. 1000) siges ofte at have fäetbrdöasött (»pludselig syge«), så at han gentagne gange måtte ligge hele dagen2); sygdommen beskrives ikke nærmere, men der er mulig her tale om etslags epilepsi. Ifølge norske love (Norges gamle love IV, 68) er epilepsi blandt de sygdomme (foruden sindsforvirring og det för omtalte hörundfall, der dog efter min me- ning nærmest betyder impotens), der er gyldig grund til at bryde et ægteskabsløfte. Herved forklares den fornævnte trondhjemske kvindes lægjen skjul på sin sygdom. Sindssygdomme omtales ret hyjpig og af for- skellig art. Stundom er der tale on angst og frygt- som grublen, hvilket kan føre til forøg på selvmord (som i det tilfælde, der ovf. er omtlt). I andre til- fælde er der tale om pludselige anald af raseri, så at vedkommende måtte bindes. I e enkelt tilfælde oplyses3), at sygdommen var en kynylgja, 3: slægts- *) Gertz: Vitæ 345. 2) Austfiröingasögur 65. 3) Biskupas. I, 196.