LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

 47 sygdom (arvelighed). Også i danske jærtegnshistorier spiller denne sygdom en rolle. At binde de rasende var jo noget, der lå nærmest for at göre (eller spærre dem inde, »bevogtningssygdom« kaldes den da også i de islandske love). Men også andre midler omtales i et dansk jærtegn, nemlig prygl, idet man naturligvis gik ud fra, at vedkommende var besat af en ond ånd (isl. djöfulöSr, der også forekommer i isl. jærtegn); det var denne, der skulde prygles ud. Jeg hidsætter den karakteristiske fremstilling1): »Est hic mulier, Hestrith nomine, que habens nimium appetitum edendi radices holerum ingressa est hortum suum et cepit eas ab humo effodere et effosas avide corrodere. Quod cum fecisset, statim insiluit in eam spiritus malignus uehementer discerpens eam. Et ecce eam ligatam tenemus, ne se ipsam interficiat ac pueros suos stranguler. Virgis eam cedimus et majora flagella minamur, sed in hoc non proficimus, immo magis penam pene accumulamus«2). Denne pryglemetode var vist ret almindelig. Mere rationel fremgangsmåde anvendte den ovf. omtalte Hrafn, der »brændte en sindsforvirret flere steder i hovedet«. Et eksempel på momentan sindsforvirring og hallu- *) Gertz: Vitæ 347. 2) »Her er en kone, ved navn Estrid; hun havde en voldsom lyst til at spise urterødder og gik derfor ind 1 sin have og begyndte at grave dem op af jorden og spise dem grådigt. Da hun havde gjort det, for straks en ond ånd i hende og rev voldsomt i hende. Og se, nu holder vi hende bunden, for at hun ikke skal dræbe sig selv og kvæle sine børn. Vi slår hende med stokke og truer hende med större hug, men vi kommer ingen vegne hermed; snarere fojer vi men til men derved«.