LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

cinationer afgiver ingen ringere end kong Sigurd jor- salfar (d. 1130). Det fortælles, at förste gang sygdom- men mærkedes (således er det vist at forstå), skete det således, at han skulde til at tage et karbad; da syntes han at se en fisk svømme i karret, og han fik et hæftigt latteranfald, og megen uro (stundesløshed), noget som senere gentog sig flere gange. Der med- deles flere eksempler på hans galskab; engang kastede han en herlig bog, han havde modtaget som gave i Miklagård og som var skrevet med guldbogstaver, i ilden og gav sin dronning et ørefigen og sagde, at der stod gedehorn ud af hendes pande. Men det la- der til, at anfaldene ikke varede så længe. Det hed- der udtrykkelig, at det var först i Sigurds senere leveår, at han fik sygdommen, der vistnok hang sam- men med for megen nydelse af berusende drikke. Epidemisk hysteri synes antydet på Island i året 1355 (Isl. annaler). idioti bliver ikke meget omtalt. Dog haves der (i Gisle Surssons saga) et meget karakteristisk eksempel på et fifl, det norrøne udtryk for »idiot«. Han be- handledes, hedder det, således, at der blev bundet til hans hals en sten med et hul i (for at han ikke skulde kunne løbe bort) og han bed græs ude som kvæg; han var vældig stor af vækst. Det antydes dog, at han kunde være løs og skabe sig, göre grimasser og tumle sig vildt. Her kunde der også mindes om de unge mænd, der siges i deres ungdom at have »ligget i ildhuset« og opført sig som idioter eller halvidioter; de kaldes fifl, men i de fleste tilfælde rettede de sig og blev