LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

49 udmærkede mænd. De fleste af disse personer er sagnhistoriske, men noget historisk ligger sikkert til grund. Nogle bemærkninger om den gamle bersærker- gang kan her passende indskydes. Ordet »bersærk« betyder oprindelig blot ’en der er klædt i bjørne- skind’, og var et navn på således udrustede kri- gere. Tidlig fik det den sædvanlige betydning ’en vild kriger’, en kriger, der momentant blev greben af vildt raseri, eller, som den konstante beskrivelse ly- der, som gik brølende frem, bidende randen af sit skjold og med skum om mundvigene, slående alt ned hvad der fandtes paa hans vej, selv uden frygt for våben og hug og med forøget styrke, og som, hvis der intet levende fandtes, brødes med træer og jord- faste sten. Når så dette momentane raseri var gået af ham, fulgte der en afslappelse af hele legemet. Det ses, at der altid var et eller andet udefra, som bragte personen til dette raseri, især en uvæntet modstand. Sådanne folk samlede sig i skarer og far- tede om, udøvede skarnstreger og var en sand svøbe, hvor de kom; de var i lige grad foragtede og frygtede. Der er dem, der har ment, at raseriet blev fremkaldt ved ydre midler, ved at spise etslags svamp, der kunde beruse. Men der foreligger intet som helst holdepunkt for en sådan opfattelse. Tværtimod. Og raseriet kan meget let forstås som en psykisk-nervös lidelse eller affektion, der hos sådanne halvvilde men- nesker opstod især ved irritation over en modstand. At dette opfattedes så, fremgår tydelig af, hvad der fortælles om en Islænding o. 1000; han fik lejligheds- 4