LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

50 vis bersærkergang, endogså når han selv mindst øn- skede det, og vilde gærne blive befriet for dette onde. 5. Fødsel. Selvfølgelig forekom det ofte, at barnefødsel gik meget vanskelig for sig. Allerede i et af Eddadig- tene (Oddrunargråtr) hører vi om en sådan; det var en tvillingfødsel; men den blev fremskyndet ved galdersange. Et »overtroisk« middel antydes også i det gamle digt Fjölsvinnsmål (olden lagt på ilden). I det hele må det dog siges, at det er meget sjælden at barnsnød omtales. En kvinde nævnes1), som var meget syg og pintes længe, så at hun var døden nær. Så begyndte endelig fødslen, hovedet »fødtes«, men så stansedes den ved skuldrene; så varede det no- get indtil barnet (ved en helgens hjælp) kom til ver- den; men det levede kun kort, hvorimod moderen blev rask. I et andet tilfælde2) »fødtes« hele barnet undtagen hovedet, og det varede længe, inden hove- det fødtes; barnet var mere dødt end levende; det fremgår ikke klart, hvorvidt det levede; døbt blev det. I en dansk legende hedder det3), at en kvinde led meget længe og at barnet døde inden det fødtes. Så gik manden til et kloster og fik det svar, at »in tali articulo« havde man ingen brug for lægemidler eller lægebøger (medicina vel scriptum), men »guds og helgeners hjælp«. 1 dette, som i så mange andre *) Biskupas. I, 612. 2) Biskupas. I, 617—18. 8) Gertz: Vitæ 347.