LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

tilfælde var det hellig Vilhelms tand, der gjorde under- værker. Om en moder, der gav sit barn die (om ny- født eller ej, siges just ikke) hedder det1), at hun fik stærke smærter i brystet, og da barnet vilde die, kom der blod og ikke mælk. Hun blev- rask efter nogle dage (efter en helgenpåkaldelse). Jordemødre, eller kvinder der forstod sig på at hjælpe fødende, har der sikker eksisteret i gammel tid; det hed »at sidde over en kvinde« (deraf det nuværende navn yfirsetiikona, der også er gammelt). Det hedder i en saga2), at nabokoner plejede at bringe de barslende kvinder føde. Hvorvidt kejsersnit på levende har været kendt eller anvendt er tvivlsomt. Sikkert er, at et sådant snit på døde kvinder forudsættes som bekendt og udøvet; der findes en islandsk lovbestemmelse fra 14. årh., der forbyder denne handling. Om et kejser- snit på en levende kvinde fortælles kun i en sagn- historisk saga (om Völsung, en sagnhistorisk Macduff), hvilket dog måske kan antyde, at det ikke helt var ukendt. Fosterfordrivelse findes antydet i en norsk bispestatut fra 14. årh. og en svensk lov (»stryge sit barn af sig«). Dette kan man ikke tillægge nogen videre betydning, når spørgsmålet gælder, hvorvidt fremkaldelse af abort har været almindelig i Norden eller ikke, da den nordiske kirkelige lovgivning lige- frem optog fra den almindelige (pavelige) mange be- *) Biskupas. I, 188. 2) Austfiröingasögur 146. 4’