LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

53 kvinde på den åre, »som han kaldte Jjjotandi (egl. 'den susende’)-« Andre navne er vistnok lifatir (’livåre’) og gjosæftr (egl. ’sprojteåre’, hvoraf blodet står i en stråle). Det første betyder sikkert pulsen, og det sidste, der kun findes én gang, vist også. Af andre anatomi- ske udtryk kan mærkes lifhinna ’livhinde’ for perito- neum. I Hauksbog findes et kapitel i et afsnit af broget indhold (udg. s. 180—82), hvori blodet og dets be- standdele særlig omtales (4 sådanne, der sættes i for- bindelse med de 4 elementer) osv. Dette beror alt på udenlandsk litteratur (Beda og fl.) 7. Retsmedicin. I de gamle love spiller lægevidenskaben ikke nogen synderlig rolle. Fra visse nærmere bestemte pligter var der — i norsk lov — undtagelse, bl. a. når »man ligger under ild og lader sig bræpde eller er i badstue eller lader sig årelade eller sidder over en syg kvinde eller börn eller den mand, som han skal arve«. I den islandske fristatslov hedder det: »Hvis en mand brænder én eller årelader ham for at helbrede ham og hvad man end gör for at helbrede en anden, hvorved man ønsker at denne får bod og ikke vanhelse, så ifalder han, som vilde læge en an- den, ingen straf, selv om den anden får døden eller skade derved«. Sammesteds findes følgende bestem- melse om et af ægtefolk, der bliver sindsygt (gæzlu- sott), at »det da skal bringes hen til dets slægtninge, hvis den anden ægtefælle ikke kan bevogte den gale uden ved at forøge sit tyende. Hvis ægtefællen bliver