LÆGEKUNSTEN I DEN NORDISKE OLDTID

54 rask, således at vedkommende er uden mén mindst 2 år, så skal han (eller hun) vende tilbage til sin ægtefælle og til (fortsættelse af) ægteskabet«. Det var også især denne sygdom, der affødte retsbestemmelser1). Ifølge dansk lov havde man ret til at binde en gal slægtning (»lægge laghæ haft på ham«). Hvad svenske love anfører om læger og lægehono- rarer er ovenfor (s. 14) anført. 8. Epidemier. Endelig skal her kortelig omtales de vigtigste epidemier, der ikke för er omtalte. I de islandske annaler nævnes flere gange »megen mandedød« (1120, 1151, 1227, 1403, 1404) eller »megen sygdom«, »syg- domsvinter« uden nærmere betegnelse (1152, 1181, 1192, 1246, 1247, 1284, 1285, 1532, 1380, 1420 »gik der megen sygdom over alle egne«, jfr. 1506). Lig- nende nævnes for Norges vedkommende (1372, 1391 »megen sygdom i det nordlige Norge og mandedød«).. Undertiden gives nærmere oplysninger: 1258 varder »meget mandefald i Midfjorden og der døde henved 500 mand« i en forholdsvis kort tid; 1509 rasede på nordlandet »den store dræbsot« (= epidemi); den samme sygdom hærjede andre dele af landet og året efter nævnes 4 epidemier på engang i landet (hals- betændelse, sting, kopper og øjensygdom, alt med megen mandedød). Noget lignende anføres ved 1292 og 1301. Koppesygdom hærjede Norge 1378 og året efter Island (overført derfra). 1349 kom den sorte død *) Herom kan henvises til P. Winge: Den norske sindssygelovgivning, Kristiania 1901.