Fyrretyve Aar Mellem Huder Og Skind

behagelige«, der maaske til syvende og sidst er Hem# meligheden ved al god Forretning. At der virkelig er Fremgang, ser man af et Brev fra Da# gen efter, ligeledes til Borum, hvori han skriver: »det kniber ofte at komme igennem, men jeg vil nødig en# gagere en Lærling, hvis det kan undgaas.« Det blev lykkelig undgaaet — men naturligvis kun for en kortere Tid. Det har i det hele taget været S. N. Meyers Styrke, at han i sin Forretning altid har ventet til det rette Tids# punkt med de nødvendige Udvidelser. Han vilde ikke sætte sig for større Udgifter, end han kunde klare, og al unødvendig Ødslen i Forretningen var ham imod. De Medarbejdere, han har haft, vil kunne bevidne, at lige saa storstilet, han kunde være udadtil, lige saa nøje# regnende var han, hvor det gjaldt Forretningens Tarv. Og ve den, der ikke var klar herover. Lærlingen kom først den 6. Oktober 1882. Antagelsen foregik paa S. N. Meyers sædvanlige Maade: »Vil Du være Skindhandler,« sagde han til Drengen, »saa maa Du møde imorgen Lørdag Kl. TVs. Tag Træsko med og Arbejdstøj. For Du maa ikke bilde Dig ind, at Du skal luske den af paa Kontoret hele Dagen.« Lærlingen er der endnu — det er Ibsen. Ibsen mødte saa naturligvis næste Morgen og hans første Arbejde bestod i at lave Morgenkaffen, som han bragte Chefen paa Sengen. Dernæst maatte han hjælpe Rengøringskonen Madam Cavalsky med at lægge i Kak# kelovnen. En Dag efter Rengøringen var der forsvun# det en Postanvisning paa 10 Kr. Det viste sig, at den var gaaet i Kakkelovnen sammen med det andet »Optæn# 15