Selverhverv

728 Lammene og endnu merc Faarene erc underkastede flere Sygdomme, som efterlade Spor paa Skindene. Disse Slags ere smaa, Haarde Steder, der Have samme Størrelse soni store Lindser, og som af Garverne i Frankrig kaldes Skab. Disse Blegne sindes især paa Ryggen og ved Halsen, og da de ikke modtage Farve, hore de til de største Feil. Saadanne Steder opstaae sandsynligt ved de saakaldte Faarekopper, hvoraf ofte Hele Flokken angribes. En anden lignende Sygdom frembringer smaa Pletter, ofte blotte Fordybninger, saa at Skindene kun kunne benyttes paa Kjødsiden, medens Blegnene gaae Heelt igjennem. Den Slags Pletter findes imellem paa de Gedeskind, der komme fra de varme Lande. En anden Beskadigelse, der især sindes paa Siden as Skindene og ere synlige paa Narvsiden, opstaaer, tiaar Dyrene ikke Holdes reenlige. Naar den af Urinen fugtede Gjodning for længe bliver hængende paa Dyrene, lider ikke alene Ulden derved, men ogsaa Skindet, og saadanne Skiild kunne kun benyttes til mørke og ofte endog kun til sorte Farver. Blodpletter kaldes forskjellig formede Steder, der Have Farve som Viingjær, og som ikke forsvinde ved Garvningen; de ere sandsynligt en Slags Leverpletter eller Modermærker. Desuden findes der ogsaa paa de store Bedestind virkelige Blodpetter og da især Henimod Kanterne. De opstaae ved Blod, som ikke afvaskes, og sonderlægges paa Skindene, hvorved der frembringes uopløselige Pletter. Ulden og Haarene paa Lamme- og Gedeskind ere enten hvide, eller rødagtige eller sorte og imellem plettede. De Hvide Skind forekomme oftest, de Have ester Garvningen en mat, Hvid Farve, de sorte derimod blive endnu smukkere, men blaaagtig hvide, de plettede vise sig efter Garvningetl altid uregelmæssig plettede, saa at de ikke kunne forarbejdes til Hvide Handsker og kunne heller ikke engang benyttes til lyse Farver. Opdrevne Skind kaldes de, Hvor Narverne kun Hænge svagt sammen meb Kjødsiden, og hvis Cellevæv er flap, Huul og let kan rives itu. Den SlagS Skind erholdes kun af Lam og Faar og da enten af syge Dyr, eller af Hjordene, der leve paa fede Enge. I gode Fabrikker blive disse Skind idetmindste ikke benyttede paa Narvsiden, men de blive dog forarbejdede, fordi man ofte seer mere paa en billig Priis end paa Godheden. Tørre Skind kaldes saadanne, der strive sig fra Dyr, der døe af en Slags Udtæring. Disse Skind ere sædvanlig tynde, uden Elasticitet, have støre aabne Porer og blive ikke bedre end-