a
KOGEKUNSTENS UDVIKLING.
Men skjønt Romerne havde samlet hos sig alt, hvad det vidtstrakte Rige
kunde byde i Retning af fortræffelige Naturfrembringelser, og skjønt alle
gastronomiske Talenter befandt sig indenfor Byens Mure, udmærkede deres
festlige Maaltider sig dog mere ved Ødselhed og Kostbarhed end ved Smag.
Retter, der vare sammensatte af Paafuglehjerner og Nattergaletunger i
hundredevis, udmærkede sig kun ved deres Kostbarhed ; men gjaldt det om
paa en Gang at kunne sluge den størst mulige Formue, maa man ube-
tinget tilkjende Kleopatras Ragout paa knuste ægte Perler den første Pris.
Nogle af de vigtigste Meddelelser, som vi have tilbage fra Romernes
Tid, ere de ti Bøger, der gaa under Navn af »Apicius« efter hin bekjendte
Mand, der ødslede 20 Millioner bort paa Ganens Nydelser, og som tog sig
selv af Dage, da han opdagede, at han kun havde en Million tilbage, thi
han frygtede for at skulle komme til at dø af Sult. »Arbejdet«, siger
Jean de Clerc, »indeholder Opskrifter paa besynderlige Retter og usædvan-
lige Ragouter, der kunne ødelægge Maven og sætte Ild i Blodet«. Det er
sandt, at Lucullus og Pompejus havde Kokke, der forstode den Kunst at
gjenoplive en svækket Appetit og styrke en svækket Mave; men det var
ogsaa romerske Maver, der taalte denne Behandling.«
Franske Forfattere ere enige om, at Grækere og Romere, uagtet
deres Luxus og Civilisation, vare rene Børn i Kunsten at behandle deres
Fødemidler. »Aarsagen hertil«, siger Carême, »var den, at de ofrede for
meget paa søde Better, Frugter og Blomster ; de kjendte ikke til Middel-
alderens eller Nutidens finere Krydderier og godt udtænkte Saucer«.
Med Nationernes fremadskridende Dannelse forandrer. sig ogsaa den
gastronomiske Smag. Enkelhed, den sande Fuldkommenhed i enhver
Kunst, var ukjendt i den ældre Madlavning; man sammenblandede de
mest forskjelligartede Stoffer, og Mangfoldigheden af skarpe Krydderier,
der overtraf hverandre, udgjorde da det eneste Bevis paa föregiven Kunst-
færdighed eller festlig Pragt. Overflod er betegnende for den gamle Koge-
kunst, Lækkerhed og Forfinelse for den nye.
I det 5te Aarhundrede vare allerede alle Spor forsvundne af den
romerske Madlavning. Barbarerne havde i det fjerne mærket Duften af
de romerske Ragouter; den evige Stad var bleven erobret, dens Køkkener
■ødelagte. De Hærgninger, der fulgte, den ene efter den anden af barba-
riske Stammer og Folkeslag, havde paa engang udslukket Videnskabens
Lys og Kogekunstens Ild. Der hvilede Mørke over alt, og Kogekunstens
Æra var for en Tid fordunklet, men heldigvis ikke for stedse. Verdens
Mørke holdt sig ikke længe. Munkene — de meget bagtalte og i mange
Retninger miskjendte Munke — pustede til en nyfødt Literaturs Glød og
vaagede omhyggeligt over den nye Kogekunsts Flamme. Italiens frie
Stæder, Genua, Venedig, Pisa, Florens, Poesiens, .Malerkunstens, Skulp-
turens og Arkitekturens fælleds Moder, værnede om og udviklede samtidigt
den gastronomiske Smag.
Den Kogekunst, der udøvedes paa demie Tid, var ikke mere en