KOGEKUNSTENS UDVIKLING.
7
Efterligning af den græske eller romerske eller af de byzantinske Kokkes
smagløse Retter og tykke Saucer: den var en ny, forbedret og omfattende
Videnskab, der tog Hensyn til baade Ganens og Fordøjelsens Krav.
Italiens mægtige Adel, de rige Handelsfyrster, som havde Forretninger i
Europa og Asien, Kirkens Overhoveder, Kardinaler og Paver, dyrkede og
opmuntrede Kogekunsten. De skjønne Kunster, Videnskaberne og Koge-
kunsten blomstrede i Forening. Rafael, den guddommelige Rafael, betrag-
tede det ikke som under sin Værdighed at male Tallerkener og Fade til
sin Beskytter, Paven, og samtidigt for sin Elskerindes Fader, Pottemageren.
Medens Italien gjorde saadanne Fremskridt, vedblev Frankrig, der opfostrer
Nutidens Kokke, at befinde sig i en Tilstand af Barbari, som det først
hævede sig op fra ved de italienske Krige under Karl VIII og Ludvig XII.
Under Belejringen af Neapel lærte Gallerne da en mere forfinet Koge-
kunst, lige som Kosakkerne nogle Aarhundreder senere paa Champs Elysées
i Paris.
I Slutningen af det 16de Aarhundrede indførtes det italienske Bords
Forfinelse! til Paris, og den franske Kogekunst opstod. Søster-
kunsterne Tegning og Maling bleve tilkaldte for at dekorere Fade og Tal-
lerkener. Man kan slutte sig til, hvilke vældige Fremskridt, der maa være
gjort i de følgende halvandet Aarhundrede, en forholdsvis kort Tid, naar
man liører, at Karl IX forbød sine Undersaatter at spise nogen Middag,
der bestod af mere end to Retter Mad, Suppen iberegnet. „Nemo audeat
dare pr æter duo fercula cum potagio“. Dengang spiste man til Middag
Kl. 10 om Formiddagen, og Aftensmaaltidet anrettedes Kl. 4.
Henrik IV’s selskabelige og behagelige Sind bidrog til at udbrede
en bedre Aand og en bedre Kogekunst. Denne Monark havde en aaben
og hjertelig Natur, og hans personlige Egenskaber bidroge til hans Trones
Sikkerhed/til det Held, hvormed han førte Krig og ledede Underhand-
linger om Fred, til hans Undersaatters Velvære og Fremskridt. Hans
Ønske, at enhver Bonde i hans Rige »skulde have en Høne i Gryden til
sin Søndagsmiddag«, tyder paa et godt og varmt Hjerte, og det var ikke
spildte Ord for en Nation, der med Hang til sanselige Nydelser forener
en god Forstand. Kroen var dengang hvad Café-restaurant’en er nutildags:
Mødested for alle Slags Rangspersoner. Mændene lærte at søge Livets
Adspredelser uden for deres Hjem, deres Fornødenheder stege, og deres
Ønsker voxede.
»Man spiste virkelig godt ved Hoffet (Ludvig XIV s)« siger Careme,
»og de rige Borgere, Literaterne og Kunstnerne øvede sig i at spise, drikke
og skæmte med Anstand.«
Der fandtes store Kokke saa vel som store Krigere under Ludvig
XIV’s Regering, men den eneste udødelige Berømthed i Kogekunst, der
staar tilbage fra denne Tid, er Markien de Béchamel, der indførte at
blande Fløde i Fiskesauce. Sauce Béchamel til Pigvar og Torsk er endnu
lige berømt, skjøndt Kejserdømmer, Konger og Folk ere gaaede til Grunde,