Illustreret Kogebog

KOGEKUNSTENS UDVIKLING. _________________ 9 har set 20 til 30 Skinker, 150 til 200 Stykker Fugle, der allerede vare skaarne for, 40 til 50 Tunger, der vare gaaede tilspilde; jeg har set Gelée flyde paa alle Borde, Bagværk, Postejer, Hummer og Salader — altsammen kastet hulter til bulter i Køkkenet eller i Gangene, aldeles ubrugeligt, blot fordi det var taget skjødesløst af de Fade, hvorpaa det havde været an- rettet. Og al denne Ødslen er ikke kommet et eneste Menneske til Nytte! Ikke engang Køkkenpersonalet vilde have fundet sig i at betragte det som et passende Maaltid, hvis man vilde have havt, at de skulde spise Lev- ningerne fra det kongelige Taffel. Denne Klasse Mennesker har stor Lighed med Kattene; de fortære gjerne, hvad de kunne rapse, men meget nødig ville de æde, hvad man giver dem.« Efter alt dette bør man ikke forundre sig over den franske Revolu- tions Overdrivelser. Køkkenets Historieskrivere tale med Sorg om dets Indflydelse paa den Videnskab, Montaigne kalder »Vart de la gueule«. Det røg ej længere fra Køkkenerne i Faubourg St. Germain eller ved La Chaus- sée d’Antin. Vellugten af Trøfler var forsvunden. De store og fornemme i Landet maatte flygte for at redde deres Liv, og kun alt for ofte maatte de sulte eller nøjes med tarvelige og knappe Maaltider. Finansmændene, der tidligere havde efterabet Hoffets Luxus og Overdaadighed, vare nu alle enten ruinerede eller angivne, skjøndt de altid have gjort en saa elskværdig Brug af deres røvede Skatte, at Gourmanderne næsten helt havde glemt, hvor- ledes de vare erhvervede. Hvilke behagelige Minder vækkes der for øvrigt ikke blot ved Ordene à la financière, og hvem føler sig ikke fristet til at lade Naade gaa for Ret ved en »Hagoût à la financière.« Men Maalet, som var fuldt, flød over, og Stoikernes Ræddike og Æg, den tyske Middel- alders sorte Brød gjenoptoges nu. I tre lange Aar fortsatte man med den tarvelige spartanske Levevis. »Hvis Gother og Vandaler havde fortsat lidt længere«, siger en talentfuld Epikuræer, der overlevede Revolutionen, »vilde Opskriften paa en Kyllingfrikasse have været redningsløst tabt.« Paa Torvet fandtes da ikke mere nogen Tilførsel; Kjød afOxe, Faar, Lam og Kalv var forsvundet; hvad Fisk angaar, da var det slet ikke værd at tænke derpaa. »Under Revolutionen«, siger Gr imod, saa man aldrig en ærlig Pigvar, Lax eller Stør. Fugle- og andet Vildt forekom kun i en eller anden sygslig' Epikuræers Drømme, men aldrig i døn søigelige Vir- kelighed.« Disse Vanskeligheder gjorde sig ikke blot gjældende i Paris. »Man kunde gaa paa et Provmstorv«, siger samme Forfatter, »med Haanden fuld af Bankanvisninger og dog ikke være i Stand til at kjøbe en Sæk Mel.« — Da Guldet atter begyndte at vise sig, indtraadte der en mærkelig Forandring: Louisd’orerne og Femfrankstykkerne lokkede paany Kyllinger og Agerhøns frem paa Torvet. Oxerne fra Auvergne og Normandiet be- gyndte atter højtideligt og langsomt at vandre ind til Paris for at slagtes. Faarene fra Beauvais bleve igjen lige som i gamle Dage omdannede til Koteletter, og Kokkene kom atter tilsyne. De begyndte paany at tale det Sprog med hvilket Kardinal Caraffas italienske Hovmester tiltalte den be-