10
KOGEKUNSTENS UDVIKLING.
hagelige og talentfulde Montaigne, et Sprog-, som den skæmtende Forfatter
har udødeliggjort i sine Skrifter.
»Han har holdt Taler for mig« om denne Science de gueule, siger
Montaigne, »og det med et saadant Alvor og et saa myndigt Udseende,
som om det var et vigtigt tiieologisk Spørgsmaal, han afhandlede. Han
har forklaret mig de forskellige Slags Appetit, der findes: (len, man har,
naar man er aldeles fastende, og den, man har efter den anden eller tredie
Ret; Maaden, hvorpaa denne Appetit tilfredsstilles og derpaa atter vækkes
og ophidses; Saucerne, først i al Almindelighed og derpaa Ingrediensernes
Egenskaber og Virkninger i hver enkelt af dem; Salaternes Forskj ellighed
efter Aarstidernes Beskaffenhed — hvilke af dem der bør serveres kolde,
og hvilke varme, samt Maaden, hvorpaa de bør udsmykkes, saaledes at de
komme til at gjøre et godt Indtryk paa Øjet. Derefter gik han ind paa
at undersøge, i hvilken Orden Retterne burde serveres, Betragtninger, der
vare aldeles overvældende ved deres Kigdom paa ophøjede Tanker, og alt
dette i saadanne rige og prunkende Ord, som man ellers anvender, naar
man styrer et Kejserrige.«
»De første Røgskyer, der tilkjendegave Kogekunstens Gjenopstan-
delse«, siger Ude, »iagttages fra en tidligere Biskops, fra Kejser Napoleons
senere Kansler Cambacérès’ Køkken. Napoleon plejede selv at sige, at
flere fordelagtige Traktater samt dygtige Overslag skyldtes Cambacérès’ Kok,
end hole den Skare diplomatiske Ubetydeligheder, hvoraf det vrimlede i
Tuilleriernes Sale. Endskjøndt Kejseren selv ikke syntes at bryde sig om
det line Bords Glæder, forstod han dog meget vel, hvilken Betydning
Kogekunsten kunde have som Middel, naar der var Tale om Held i Poli-
tiken eller om at vinde Personer, der vare nødvendige til visse Planers
Gjennemførelse. Da han saaledes gav de Pradt det Hverv at vinde Polen
for sin Sag, var HovedSummen af de Raad han gav ham, kort som altid :
„Tenez bonne table et soignez les femmes!“ Ser man rigtigt til, vil man
maaske finde, at l’art de la gueule er en af den repræsentative Styrelses
vigtigste Grundpiller, og den bør derfor heller ikke savno sine Professorer
og sine Historieskrivere.
Men ogsaa denne glimrende Tid fik Ende, og en ny begyndte med
Ludvig XVIII, som var en Gastronom af »det reneste Vand«. Han havde
udnævnt Hertug d’Escars til sin første Hovmester, skjøndt dennes endelige
Skjæbne ikke svarede til hans Fortjenester; thi skjøndt lian havde ofret
hele sit Liv i Kogekunstens Tjeneste, døde lian dog utrøstelig over ikke
at have opfundet en eneste Ret, som kunde bringe hans Navn til Efter-
verdenen ; denne Skjæbne var saa meget haardere, som han faldt som Offer
for Gastronomien. Naar han beskjæftigede sig med Kogekunstens vigtige
Hemmelighed, bleve alle besøgende afviste med de Ord: „Monsieur riest
pas visible; il compose“. Naar han og hans kongelige Herre raadsloge
om en ny Ret, maatte Ministrene vente uden for, og næste Dag kunde
man læse i de officielle Blade: „Monsieur le Duc d’Escars a travaillé