24
HUSMODEREN.
daarlig. Skal det derfor lykkes Dig at faa dem til at stræbe efter at blive
afholdte, maa Du først vise dem, hvad det vil sige at være afholdt.
Carême siger: »Gløderne blive vor Død; men hvad gjør det?
vore Aar blive færre, men vor Ære bliver større«. Det er maaske dog
ikke alle, der ere tilbøjelige til at ofre Livet kun for Ærens Skyld. Flam-
men og Røgen fra en brændende Ild, den livsfarlige Os fra Gløderne
ere bestandige og uundgaaelige Farer, blandt hvilke en Kok maa leve,
lige som en Soldat paa Valpladsen omgiven af Røg og Kugler, men med
den Forskjel, at for Kokken er hver Dag en Kampdag, at hans Strid som
oftest er uden Ære, og at den mest rosværdige Pligtopfyldelse ikke alene
gaar hen uden Belønning, men endog uden Tak; thi endog den dygtigste
Kok omtales kun sjældent af Værten, og Gæsterne spørge i Almindelighed
heller ikke om ham; de spise hans Skildpaddesuppe og drikke hans Vin,
men bryde sig som oftest ikke om at vide, hvem der har tillavet den ene,
og hvem der har sørget for den anden. Men da en god Middag er en af
det menneskelige Livs største Nydelser, og da Kogekunstens Udøvelse er
ledsaget af saa mange Ubehageligheder og undertiden af Farer, maa vi
tage Hensyn til dem, der underkaste sig disse Anstrengelser for at skaffe
os en Glæde, og vi bør belønne deres Opmærksomhed ved hver Dag at
gjøre deres Stilling saa behagelig, som vi kunne. Den, som prædiker Spar-
sommelighed i Køkkenet, maa i Salonen tage Ordet for Rundhaandethed
— de staa i et vist Forhold til hinanden, og vi bør ikke glemme at vise
dem vor Deltagelse, der daglig berede os Glæde. Det er dog desværre
kun alt for sandt, hvad en stor Forfatter siger: »gamle Piger, der have
staaet i Køkkenet den største Del af deres Liv, og som naar de ere halvt
stegte, halvt kogte ikke mere due til Arbejdet, trække sig i Almindelighed
tilbage til en afsides Vraa, hvor de dø i Forglemmelse og Fattigdom«.