BORDETS GLÆDEB.
65
Illusioner, og hvor Du synes saa godt om at opholde Dig. Appetiten er
det mest utaknemmelige i Verden; thi jo mere man gjør for den, desto
før svigter den os. Alle rettroende Gastronomer bør derfor beherske deres
Appetit og betvinge deres Tørst. — »Man siger, Du drikker for meget«,
sagde Karl Johan til en af sine Generaler. — »Ja, ålle Mennesker tale
om, hvor meget jeg drikker«, svarede han, »men der er ingen, der taler
om, hvor tørstig jeg er«. Og han havde Ret; thi denne Tørst, der snarere
er noget, man fremkunstler, end en virkelig naturlig Trang, hører ikke op,
før man drikker. Maaske var dette Aarsagen til, at man i Sparta plejede
at betale Skat i Forhold til Mavens Omfang.
Det er ganske vist sandt, at Vinen bereder os en stor Fornøjelse,
og at enhver Fornøjelse i og for sig er et Gode, forudsat at der ikke er
noget ondt, der tynger den anden Vægtskaal ned; man kaa dog have sine
gode Grunde til ikke at drikke Vin, og disse kunne være stærkere end
selve Fornøjelsen. Vinen gjør os mere behagelige for os selv, skjøndt vi
ikke ville paastaa, at den gjør os mere behagelige for andre. Undertiden
kan dog ogsaa dette være Tilfældet. Men Faren ligger i, at jo mere for-
nøjede vi blive med os selv, desto mindre behagelige blive vi for andre.
Vinen giver os ikke noget som helst, den giver hverken Kundskaber eller
Aand, men den styrker og opliver Modet og sætter os derved i Stand til
at udtale de Tanker, som Agtelsen for Selskabet hidtil har tvunget os til
at holde tilbage. Den smelter Isen. Det kan være godt, men det kan
ogsaa være uheldigt.
I den mere velstaaende Mellemklasse er Hverdagsmadlavningen
baade omhyggelig og god; men la grande cuisine er en Sjeldenhed, og
de store Huse, som leve i Tilbagetrukkethed med deres Traditioner og
have et godt og stort Køkkenpersonale og Tjenerskab, ere lette at tælle.
Derimod er der saa mange flere, der efterabe denne Fornemhed; de kunne
imidlertid aldrig efterligne den, og Forsøget mislykkes altid. Selv de saa-
kaldte Millionærer have samme lidet misundelsesværdige Skæbne ; ikke sjel-
dent træffe vi der paa Pral, men ingen Hyggelighed, ingen Elegance, ingen
Opdragelse, og Parvenuen fremtræder kun alt for ofte i hele sin vidunder-
lige Modbydelighed.
Forstandige Mennesker vilde kunne give to Middage for enhver, som
de nu give, og baade Gæst og Vært vilde befinde sig bedre, baade hvad
deres egen Person og deres Kasse angaar, ved en i Virkeligheden mere
smagfuld, men derfor ogsaa mere maadeholden Levevis. I den forfinede
Overflødighed paa Rigmændenes Bord, hvor Kogekunsten er anstrengt til
det yderste, narrer Luxus’en sig selv, idet Retterne nemlig ikke vurderes,
efter som de ere behagelige eller nærende, men efter deres Kostbarhed og
Sjeldenhed.
Vi have flere Slags Middage, enlige Middage, som man dog bør
undgaa, thi Ensomheden føder Tanker, og Tanker virke forstyrrende paa
Fordøjelsen; kunne de ikke undgaas, bør man ved foregaaende Ro og