Lommebog For Snedkere

Farve ganske er dækket; dette kan man ganske vist raade Bod paa ved en mer eller mindre god paa- malet Aaring, som dog aldrig kan blive lig Naturens eget Værk. De saakaldte Lasurfarver danner en Overgang mellem Dækfarvemalingen og Bejtsningen. De bestaar ligesom Dækfarverne af uopløselige Stof- fer, der, udrørt i et Bindemiddel, paaføres Træet, dog saaledes, at dettes Struktur til en vis Grad kan ses gennem den paaførte Farve. De meget fine Farvestofkorn sætter sig fast i Træets Porer, giver det Farve, men formaar dog ikke at dække Struk- turen, som den imidlertid gør udvisket og taaget. Derimod har vi Træbejtsningen, en Metode, hvorved Træets Struktur fuldstændig kommer til sin Ret sam- tidig med at Træet modtager Farve. De Stoffer, der anvendes hertil, er saare forskel- lige, men der er dog en Del fælles Egenskaber ved dem alle, som vi først skal se lidt nærmere paa. Den første Fordring, der stilles til et Stof, der skal anvendes til Træbejtsning, er, at det er letop- løseligt, og at Opløsningen holder sig klar; bedst er det, om Stoffet er opløseligt i Vand — det er jo det billigste, men Spiritus, Terpentin o. lign, kan ogsaa benyttes som Opløsningsmiddel. Paafører vi Træet f. Eks. en saadan vandig Opløsning af et Farvestof, vil Vædsken til en vis Grad trænge ind i Træet, og ved en paafølgende Tørring vil Vandet fordampe og efterlade Farvestoffet fint fordelt i Træet. De haarde og de bløde Dele af Træmassen vil naturligvis indsuge forskellige Mængder af Væd-