Uhrmageren ved Værkstedsbordet
Haandbog for Lommeuhrs-reparatører
Forfatter: Wilhelm Schultz
År: 1912
Forlag: Dansk Tidsskrift for Uhrmagere
Sted: København
Udgave: Tredie udvidede Udgave
Sider: 425
UDK: Gl. 681
Med 310 original-træsnit i teksten og fem ekstra tavler.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Kunsten, at arbejde hurtigt og godt
7
thi den, der tager Sagen saa let, vil aldrig nogensinde
lære at arbejde hurtigt og godt, hvad en Smule Overvejelse
vil bevise.
4. Opholde vi os endnu et Øjeblik ved det valgte
Eksempel. De to Kørner er bleven urunde; Iwad beviser det?
Aabenbart at den betræffende Arbejder endnu ikke har det 'kke,or®0^®
rigtige Øjemaal. Men dette lader sig kun erhverve ved Øvelse; hed til øvelse!
deri vil sikkert enhver af Læserne give mig Ret Nu godt:
en smukkere Lejlighed til Øvelse kunde der slet ikke gives;
men denne Lejlighed har vor Ven „Harefod ladet gaa
ubenyttet hen.
Det er den første Fejl!
Hvis nu den unge Mand blot ti eller tyve Gange i
saadanne ugentlig, for ikke at sige daglig forekommende
Tilfælde vilde have anvendt den Smule Tid og Ulejlighed,
der var nødvendig for at rette sine Kørner nøjagtig runde,
saa vilde han derved for hele sit fremtidige Liv have erhvervet
sig den Færdighed straks efter Øjemaal at kunde tilfile
eller indsænke sine Kørner saa de løb runde.
5. Men den tilsyneladende saa harmløse Letsindighed
har endnu andre slemme Følger. Den samme Arbejder, hvem
det er ligegyldigt, om hans Kørner er runde eller urunde,
„fordi man ikke kan se det paa det færdige Stykke Arbejde“, vil ge|Se
heller ikke tage det saa nøje i andre Ting; han vil altid
have en Undskyldning paa rede Haand. Bliver for Eksempel,
ved det fortsatte Arbejde, Ansatsen eller Skruehovedet for
lille, saa trøster han sig simpelthen med den Tanke: „Den
kan jo dog bruges!“ Hvad han én Gang har ladet sig nøje
med, gør han da oftere, i Begyndelsen maaske nok med en
Følelse, der minder en Smule om Samvittighedsnag, indtil
endelig Slendrianen er bleven ham fuldstændig til Vane, og
Uhrmageriet er bleven beriget med en Kollega, der sædvan-
ligvis ikke bringer noget fornuftigt Arbejde færdigt. Vil han
saa en Gang i Undtagelsestilfælde fremstille et propere Stykke
Arbejde, saa lykkes det ham ikke blot meget ufuldkomment,
men han vil ogsaa bruge utilbørlig lang Tid dertil. Kunsten,