Uhrmageren ved Værkstedsbordet
Haandbog for Lommeuhrs-reparatører

Forfatter: Wilhelm Schultz

År: 1912

Forlag: Dansk Tidsskrift for Uhrmagere

Sted: København

Udgave: Tredie udvidede Udgave

Sider: 425

UDK: Gl. 681

Med 310 original-træsnit i teksten og fem ekstra tavler.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 458 Forrige Næste
Kunsten, at arbejde hurtigt og godt 7 thi den, der tager Sagen saa let, vil aldrig nogensinde lære at arbejde hurtigt og godt, hvad en Smule Overvejelse vil bevise. 4. Opholde vi os endnu et Øjeblik ved det valgte Eksempel. De to Kørner er bleven urunde; Iwad beviser det? Aabenbart at den betræffende Arbejder endnu ikke har det 'kke,or®0^® rigtige Øjemaal. Men dette lader sig kun erhverve ved Øvelse; hed til øvelse! deri vil sikkert enhver af Læserne give mig Ret Nu godt: en smukkere Lejlighed til Øvelse kunde der slet ikke gives; men denne Lejlighed har vor Ven „Harefod ladet gaa ubenyttet hen. Det er den første Fejl! Hvis nu den unge Mand blot ti eller tyve Gange i saadanne ugentlig, for ikke at sige daglig forekommende Tilfælde vilde have anvendt den Smule Tid og Ulejlighed, der var nødvendig for at rette sine Kørner nøjagtig runde, saa vilde han derved for hele sit fremtidige Liv have erhvervet sig den Færdighed straks efter Øjemaal at kunde tilfile eller indsænke sine Kørner saa de løb runde. 5. Men den tilsyneladende saa harmløse Letsindighed har endnu andre slemme Følger. Den samme Arbejder, hvem det er ligegyldigt, om hans Kørner er runde eller urunde, „fordi man ikke kan se det paa det færdige Stykke Arbejde“, vil ge|Se heller ikke tage det saa nøje i andre Ting; han vil altid have en Undskyldning paa rede Haand. Bliver for Eksempel, ved det fortsatte Arbejde, Ansatsen eller Skruehovedet for lille, saa trøster han sig simpelthen med den Tanke: „Den kan jo dog bruges!“ Hvad han én Gang har ladet sig nøje med, gør han da oftere, i Begyndelsen maaske nok med en Følelse, der minder en Smule om Samvittighedsnag, indtil endelig Slendrianen er bleven ham fuldstændig til Vane, og Uhrmageriet er bleven beriget med en Kollega, der sædvan- ligvis ikke bringer noget fornuftigt Arbejde færdigt. Vil han saa en Gang i Undtagelsestilfælde fremstille et propere Stykke Arbejde, saa lykkes det ham ikke blot meget ufuldkomment, men han vil ogsaa bruge utilbørlig lang Tid dertil. Kunsten,