Uhrmageren ved Værkstedsbordet
Haandbog for Lommeuhrs-reparatører

Forfatter: Wilhelm Schultz

År: 1912

Forlag: Dansk Tidsskrift for Uhrmagere

Sted: København

Udgave: Tredie udvidede Udgave

Sider: 425

UDK: Gl. 681

Med 310 original-træsnit i teksten og fem ekstra tavler.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 458 Forrige Næste
6 Kunsten, at arbejde hurtigt og godt Kant. Nu spørger jeg: „Kræver da hundrede flade og ret- vinklet udførte Filstrøg blot et eneste Sekund mere Tid for den, der forstaar at file, end hundrede ikke-flade, skæve og krumme udførte Filstrøg? Ganske bestemt ikke! Fejlen ligger altsaa aabenbart i, at den betræffende Arbejder maaske allerede som Lærling ikke er bieven holdt tilstrækkeligt til at file probert; i hvert Fald har han senere som Svend ikke vaaget tilstrækkeligt over sig selv; thi ellers maatte han i en senere Alder være naaet saa vidt, at han overhovedet ikke mere kunde file anderledes end fladt! Men er han først en Gang naaet saa vidt, saa vil det end ikke i Drømme mere falde ham ind at tro, at han, ved ikke at file fladt og skarpt, skulde kunde „spare Tid“. 3. Men dertil naaer Arbejderen, som sagt, kun naar han uden Undtagelse udfører erhvert Arbejde fra Begyndelsen og i alle Mellemstadierne omhyggeligt og probert. Et Eksempel herpaa: En Uhrmager skal dreje en Ansatsskrue, altsaa et ganske almindeligt Arbejde, som enhver Lærling skal kunne udføre daddelløst ved Afslutningen af det første Læreaar. Han tager et Stykke Rundstaal og filer to Kørner paa (hvis han da ikke foretrækker at slaa eller forsænke en Huulkørner i den bagerste Ende og kun file en Spidskørner paa den forreste Ende). Er Arbejderen nu ung og uøvet endnu, saa vil det sandsynligvis ikke straks lykkes for ham første Gang at faa saavel den tilfilede som ogsaa den indsænkede Kørner nøjagtig centreret, og han har nu Valget imellem, om han, — efter at have sat Medbringeren paa, hvorved han vil bemærke, at Arbejdet løber urundt, — vil file Kørnerne efter og dreje dem smukt til (eventuelt sænke dem efter og bore dem ud) indtil de løber smukt rundt, — eller ikke. 1 mange Tilfælde vil han tænke: „Aa hvad!“ Naar jeg drejer Staalstangen af, saa vil den jo bagefter komme til at løbe rund; altsaa sparer jeg mig Ulejligheden med Kørnerne, hvilke man jo dog ikke mere ser noget til, paa den færdige Skrue!“ Det lyder nu til visse ganske antagelig; og alligevel er en saadan Handlemaade en stor Fejl og en endnu større Letsindighed, end man i første Øjeblik skulde tro;