Uhrmageren ved Værkstedsbordet
Haandbog for Lommeuhrs-reparatører

Kunsten, ikke at overse nogen Fejl. 18. Efter at vi hermed er bleven klar over de alminde- lige Grundregler, hvorefter Uhrreparatøren maa rette sig, hvis han vil bringe det til en højere Grad af Færdighed i sit Fag, gaa vi nu over til Enkelthederne. Allerede ved Adskillelsen af de Lommeuhre, der skal repareres, — thi kun om saadanne drejer det sig i forelig- gende Haandbog, — maa man begynde med den nøjagtige Undersøgelse af Uhret. Ganske ligegyldigt, om det drejer sig om et nyt Lommeuhr af ringeste Sort, om hvilket man ikke ved, om det endnu nogensinde har kunnet gaa uafbrudt i 24 Timer, eller det er et meget gammelt Uhr, hvis Værk viser tydelige Spor af at have gaaet i aartier og været repareret adskillige Gange, — altid maa man ved Adskillel- sen behandle Uhret, som om det endnu aldrig har gaaet og er fuld af lutter Fejl, (hvad der jo i Virkeligheden ogsaa er Tilfældet med mange Uhre, der har været i Brug i over 20 Aar og maaske endnu længere). Kun ved den allerstørste Opmærksomhed kan man bringe det dertil, at man ikke mere overser selv den mindste Fejl, og efter Uhrets Sam- mensætning er aldeles sikker paa: nu maa det være i Orden. 19. Intet daarligere Vidnesbyrd kan Uhrmageren give sig selv, end naar det bliver ham til en fast Regel, at de ^ngtTsiem ^*an har gennemset endnu engang maa „efterses“ efter Sammensætningen, og et betydeligt Procentantal deraf alle- rede efter nogle faa Ugers Forløb — for ikke at sige efter nogle faa Timers Forløb — igen nægter at gøre Tjeneste. Det er i saa Tilfælde ganske ligegyldigt, om Uhret bliver staaende af „en Bagatel“ eller af en grovere Fejl; det maa