Uhrmageren ved Værkstedsbordet
Haandbog for Lommeuhrs-reparatører

At strække Begrænsningskanterne. 293 skal der ogsaa siges et Par Ord. — Mange Kolleger tager en Del af Begrænsningskanten bort paa den Maade, at de med en Baretfil, der fortil er afstumpet, møjsommelig — da man jo kun kan trække Filen c. 2 mm ud — filer det nød- vendige bort, hvorved Uddrejningens forgyldte Bund næsten altid bliver forkradset Betydelig lettere og uden at beskadige Bunden kommer man til Maalet, naar man først sætter en skarp Stikkel umiddelbart under den øverste Kant og der- efter skærer en lille Spaan bort, omtrent i den Retning, som den krumme Linie, / e, (Fig. 213) viser. Dette skulde man altid gøre fra to Sider (sammenlign: de to.Linier aa1 og bb' i Fig, 214). Den lille Kant a (Fig. 213) kan man altid Fig- 213. Fig. 214. At gøre den spildte Vej større eller mindre. let fjerne med en fin Vælsfil. I ethvert Tilfælde maa Begræns- ningskanterne nu igen danne en nøjagtig lodret Linie, da den spildte Vej og Knivens Sideluft ellers vilde forandre sig ved Ankerets og Gaffelens forskelligartede Højdeluft. — Endvidere maa der lægges Mærke til, at Begrænsnings- hjørnerne ikke danner nogen Flade men en let afrundet Kant, da der ellers vilde blive for megen Adhæsion mellem An- kergaffelen og nævnte Flade, d. v. s. Gaffelen vilde let kunne klæbe sig fast. 662) Er omvendt den spildte Vej for stor og skal gøres mindre, saa kan man ligeledes udføre dette ved, at man At strække først med en skarp Mejsel hugger en Kærve ned i Pladen “^kanterne tæt bagved Begrænsningskanten og derefter udpolerer den fremkomne Spalte ved et nyt Hug med den polerede afrun- dede Mejsel (smign. m. Fig. 213). Da Pladens Messing er