Uhrmageren ved Værkstedsbordet
Haandbog for Lommeuhrs-reparatører
Forfatter: Wilhelm Schultz
År: 1912
Forlag: Dansk Tidsskrift for Uhrmagere
Sted: København
Udgave: Tredie udvidede Udgave
Sider: 425
UDK: Gl. 681
Med 310 original-træsnit i teksten og fem ekstra tavler.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Anvendelse af Maaletappe.
345
790) At Stenhullerne ikke er for store, har vi allerede
haft Lejlighed til at overbevise os om ved Undersøgelsen af Anvendelse
Gangen. For at være ganske klar over, hvor stor Tapluften af Maaletapp®
er, gives der kun et sikkert Middel: Tappens Eftermaaling
(med Tapmaalet) og Taphullets (med Maaletappene, som
enhver god Uhrmager burde forfærdige sig i forskellige
Størrelser til sit Tapmaal med kun x/s ° Mellemrum). Ved
fine Uhre skulde man aldrig skaane sig for denne lille Ulej-
lighed. En Urotap paa 10° eller derudover giver man P/20
Tapluft, saa at altsaa Hullet til en 12° tyk Tap maa maale
131/, °; ved Taptykkelser under 10° gaar man ned til 1°
Tapluft.
791) Under det almindelige daglige Arbejde kan man
indøve sig i Bedømmelsen af Tapluften efter Tappens Side- Tapluften
fald i Stenhullet Vanskeligheden bestaar kun i, at man prøves
stedse maa tage Stenhullets Tykkelse, henholdsvis Taphullets
Længde med i Betragtning. Er Stenen meget tynd, saa har
Tappen meget Fald, og Hullet kan alligevel være for snævert.
Men saadanne tynde Stene forekommer egentlig kun i fine
Uhre, ved hvilke altsaa Eftermaalingen med Maaletappene
er dobbelt vel anbragt.
792) Prøven med „Sidefaldet“ anskueliggøres i Fig. 245.
Man stikker den Uro- eller Cylindertap der skal undersøges,
fra den udvendige Side ind i Stenhullet hvorpaa Uroen, alt
efter Stenhullets større eller mindre Rummelighed og Længde,
vil falde skraat til Siden, saaledes som Tegningen viser det.
Man lader nu Uroen falde over til den anden Side ved at
hælde Pladen eller Klobenen (smign. den punkterede Stilling
i Fig. 245) og bedømmer den samlede Vinkel for de to
Akselstillinger. Ved et Taphul af Middellængde maa Spille-
rummet i det højeste udgøre saa meget, som i Fig. 245,
hvor Vinklen mellem de to Akselhældninger maaler omtrent
20°; ellers er Hullet betydeligt for stort. Ved usædvanlig
tykke eller tynde Stene griber man hellere til Maaletappene,
for ikke at lade sig vildlede.
Ved denne Prøve med Sidefaldet udfinder man ogsaa
$k?cvo
med den største Sikkerhed et skævt indboret Taphul eller Taphuller