Uhrmageren ved Værkstedsbordet
Haandbog for Lommeuhrs-reparatører

Forfatter: Wilhelm Schultz

År: 1912

Forlag: Dansk Tidsskrift for Uhrmagere

Sted: København

Udgave: Tredie udvidede Udgave

Sider: 425

UDK: Gl. 681

Med 310 original-træsnit i teksten og fem ekstra tavler.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 458 Forrige Næste
Anvendelse af Maaletappe. 345 790) At Stenhullerne ikke er for store, har vi allerede haft Lejlighed til at overbevise os om ved Undersøgelsen af Anvendelse Gangen. For at være ganske klar over, hvor stor Tapluften af Maaletapp® er, gives der kun et sikkert Middel: Tappens Eftermaaling (med Tapmaalet) og Taphullets (med Maaletappene, som enhver god Uhrmager burde forfærdige sig i forskellige Størrelser til sit Tapmaal med kun x/s ° Mellemrum). Ved fine Uhre skulde man aldrig skaane sig for denne lille Ulej- lighed. En Urotap paa 10° eller derudover giver man P/20 Tapluft, saa at altsaa Hullet til en 12° tyk Tap maa maale 131/, °; ved Taptykkelser under 10° gaar man ned til 1° Tapluft. 791) Under det almindelige daglige Arbejde kan man indøve sig i Bedømmelsen af Tapluften efter Tappens Side- Tapluften fald i Stenhullet Vanskeligheden bestaar kun i, at man prøves stedse maa tage Stenhullets Tykkelse, henholdsvis Taphullets Længde med i Betragtning. Er Stenen meget tynd, saa har Tappen meget Fald, og Hullet kan alligevel være for snævert. Men saadanne tynde Stene forekommer egentlig kun i fine Uhre, ved hvilke altsaa Eftermaalingen med Maaletappene er dobbelt vel anbragt. 792) Prøven med „Sidefaldet“ anskueliggøres i Fig. 245. Man stikker den Uro- eller Cylindertap der skal undersøges, fra den udvendige Side ind i Stenhullet hvorpaa Uroen, alt efter Stenhullets større eller mindre Rummelighed og Længde, vil falde skraat til Siden, saaledes som Tegningen viser det. Man lader nu Uroen falde over til den anden Side ved at hælde Pladen eller Klobenen (smign. den punkterede Stilling i Fig. 245) og bedømmer den samlede Vinkel for de to Akselstillinger. Ved et Taphul af Middellængde maa Spille- rummet i det højeste udgøre saa meget, som i Fig. 245, hvor Vinklen mellem de to Akselhældninger maaler omtrent 20°; ellers er Hullet betydeligt for stort. Ved usædvanlig tykke eller tynde Stene griber man hellere til Maaletappene, for ikke at lade sig vildlede. Ved denne Prøve med Sidefaldet udfinder man ogsaa $k?cvo med den største Sikkerhed et skævt indboret Taphul eller Taphuller