Det Menneskelige Legeme

Sanseorganerne. 8l snoede, over hverandre liggende Benblade, som man kalder N æ s e m u s 1 i n g e r n e *). Næsehulens Væg er overalt beklædt med Slimhinde**) og i den Del af samme, som beklæder den øvre Del af den verti- kale Næseskillevæg' (se lodr. Gj. 17) og den øvre Næsemusling, udbrede sig Grenene af Lugtenerven, der fra Hjærnen gjennem fine Huller i Sibenet trænge ind i Næsehulen***). Næsens Følenerver findes i Særdeleshed i den forreste og nederste Del af Næsen; ved Hjælp af disse føle vi Kildren eller Kløe. Lugtenervens fineste Traade staa, som alle Sanseorganernes Nerver, i Forbindelse med visse Endeapparaterf), ved hvilke den Pirring, som lugtende Substanser udøve, meddeles Nerve- traadene og ved dem forplantes til Hjærnen. Her naa de til Er- kjendelse og Bedømmelse af Lugten. Naar Stoffer skulle opfattes med Lugteevnen, maa de være flygtige, det vil sige, de maa være i en luftformig Tilstand. Er Næseslimhinden for tør, eller er den bedækket med Slim, er Lugtesansen sløvet. Flere saakaldte Bihuler staa i Forbindelse med Næsehulen nemlig begge Overkjæbehulerne, Pandehulen (se lodr. Gj. 16), Kile- benshulen (lodr. Gj. 40) og Sibenshulerne. Taaresækken (se Side 86) udmunder gjennem en nedad løbende Kanal i den forreste, ne- derste Del af Næsehulens ydre Væg. 4. Høresansen; Høreorganet — Øret. Høreorganet, som tjener til at opfange Lyden, og som leder de ved Luftbølger (Luftsvingninger) fremkaldte Indtryk til Hjærnen, deles i de ydre og de indre Dele. *) Hos Dyr, navnlig hos saadanne, som besidde en særlig skarp Lugtesans (f? Fx. Rovdyrene, Gnaverne), have disse Muslinger en overordentlig sammensat Bygning, idet der paa deres Overflade findes talrige smaa Benfolder. Den Flade, hvorpaa Lugtenerven kan udbrede sig, bliver derved betydelig forstørret. Næsens Form er meget forskjellig hos de forskjellige Individer og Racer. Betændelse i Næsens Slimhinde kaldes Snue. Den udbreder sig ofte til Mundhulen og Strubehovedet, naa’r ogsaa ofte til Øretrompeten; derfra stammer den Tunghørhed, som følger med Snue. En altfor stærk Lugt foraarsager Hovedpine. «**) De Lugtenerver, som gaa fra Hjærnen gjennem Sibenet ind i Næsen, slutte saa tæt til de respektive Huller i Sibenet, at Støv, fine Substanser eller le- vende Dyr, f. Ex. Fluer, umulig kunne komme fra Næsen ind i Hjærnen. f) Lugtenervens Endeapparater ligge i den øverste Del af Næsehulen (Lugte- egnen) spredte imellem cylindriske Celler, besatte med Flimrehaar.