Det Menneskelige Legeme

Sanseorganerne. 83 Den yderste Halvdel af den ydre Øregang er bruskagtig, den inderste Halvdel har benede Vægge (dannede af Fjælddelen). Øregangen er beklædt med den ydre Hud, som (især bagtil i Øregangen) er meget tynd og besat med talrige, smaa Haar og Kirtler. De første forhindre fremmede Legemers Ind- trængen, de sidste afsondre det saakaldte Ørevox"). Indadtil er den ydre Øregang lukket med Tromme- hinden (8). Denne er en gjennemsigtig, tynd, elastisk, blaaligrød Hinde, som fra oven løber skraat nedad og indad og kan spændes og slappes ved smaa Muskler*) **). Bagved Trommehinden findes den med Slimhinde be- klædte Trommehule med Øreknoglerne og det eustachiske Rør. Disse tre Dele kalder man ogsaa det mellemste Øre. Trommehulen er et i Fjælddelen beliggende og af benede Vægge omgivet Rum, som kun er nogle faa Millimeter i Gjen- nemsnit, og i hvilket Øretrompeten eller det eustachiske Rør udmunder (9); dette Rør danner en aaben Forbindelseskanal imellem Mundhulens bageste Del og Trommehulén***). Ydre Øregang- Tromme- hinden- Tromme^ hulen. Fig. 47- Øreknoglerne. ii Stigbøjlen, b Ambolten, c dens korte, d dens lange Forlængelse med c Linsebenet, f Ham- meren. g Hammergrebet, h lange Hammer- forlængelse. Forst. c. S. Øreknoglerne ere bitte smaa, kun nogle Millimeter store Knogler. De hedde: Hammer (10), Ambolt (n) og Stigbøjle (12). *) Samler sig en større Mængde Ørevox i Øret, opstaar Tunghørhed. **) Trommehinden kan let sprænges ved, at man borer sig i Øret eller ved et Slag paa Øret, og derved fremkommer Tunghørhed. Er Trommehinden gjennem- boret, saa kan fra Munden presses Luft, Tobaksrøg og Vædsker ud igjennem Øre- gangen. . I Alderdommen fortætter og fortykker Trommehinden sig ofte, den taber sin Elasticitet; som Følge deraf bliver Mennesket tunghør. **») Eustachius eller Eustachio var en af Middelalderens berømte Anatomer. Der gives mange Dele i det menneskelige Legeme, som paa lignende Maade ere opkaldte efter Læger og Anatomer. Tilstoppes ved Snue det eustachiske Ixør med Slim, sus. ■fienilvornmei Øre susen, Tunghørhed. Det samme er Tilfældet, naar Mundingen af det eustachiske Rør dækkes af hovne Mandler.