Bornholms Højspændingsværk
Diskussion ført i de Bornholmske Dagblade mellem Hr. Professor Rung og Hr. Driftsbestyrer Engholm

Vindkraften lader sig ikke anvende. Der er ganske vist et Forsøg i den Retning i Gang paa Sjælland, men det er kun til Hjælp for et større Værk, ikke et selvstændigt. Jeg har talt med et Medlem af Brændselsnævnet om de bornholmske Kul. Han sagde, at de ikke var noget værd. Men den Mulighed maa nærmere undersøges. Gode er Kullene ikke, men de kunde maaske blandes med de andre. Spørgsmaalet er: Hvor meget kommer hver Varmeenhed til at koste? Der er imidlertid ogsaa en anden Mulighed: Strøm over Sverige. Der har været Tale om at lægge et Kabel mellem Sverige og Bornholm, saa man fik Elektriciteten fra Ystad. Men det er umuligt at faa at vide, hvad et saadant Kabel vilde koste. Et Anlæg af den Art vilde i det hele blive enestaaende i Verden. Desuden maatte man have to Kabler. Amtmanden: Jeg tror, det er en Misforstaaelse, at de bornholmske Kul ikke er noget værd. De bornholmske Kul er brugelige, og for Tiden anvendes de i ret stor Udstrækning i Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik. Det er jo ikke Brunkul, men Stenkul. Tidligere har de haft stor Betydning for den bornholmske Befolkning. I Trediverne blev der brudt 20—30,000 Tdr. aarlig og senere hen omkring ved det dobbelte. Selv om Kullene ikke kan maale sig med de engelske og tyske, har de haft nogen Værdi. De kan tages i Betragtning som Nødhjælp. Ved Undersøgelser har det vist sig, at man kan faa indtil 100,000 Tons Kul frem. Landstingsm. Maegaard: Det er muligt, de bornholmske Kul kan tjene som Reserve. Men man maa regne med de andre Kul. Det er beklageligt, at de Tal, vi tidligere har opereret med, er saa smaa i Sammenligning med dem, vi nu er stillet overfor. 4,7 Millioner og 8 Millioner er afskræk- kende. Det er kedeligt, at mens man andre Steder regner med 30 Øre for et vist Maal af Elektrici- tet, kommer man her 3—4 Gange saa højt op. Men man maa sammenligne Elektriciteten med det, den træder i Stedet for. Det kan være, den Kraft, vi ellers skal have, er steget lige saa meget. Pro- fessorens sidste Ord glædede mig. Man maa give Tid. Jeg vil anbefale dem, der arbejder med Sagen, at lægge sig disse Ord paa Sinde. Jeg vil meget henstille,- at man arbejder i Re ning af et Højspæn- dingsværk for hele Øen. Det hele maa ind under et. Prof. Rung: Naar jeg sagde, at de bornholmske Kul ikke var noget værd, var det en Oplys- ning, jeg havde andet Steds fra. Det gælder om, at der er tilstrækkeligt af disse Kul. Hvis der kan brydes 2—3000 Tons om Aaret, er det tilstrækkeligt. Da det blev oplyst, at der er 100,000 Tons, skulde der jo være nok. Juul Dam: Det er Udvalgets Mening ikke blot at faa de Steder med, der ikke har Elektricitet i Forvejen, men ogsaa de smaa Værker, der skulde gaa op i det store. Rønne eller Neksø? P. L. Koefoed, LI. Myregaard: Det forbavser mig, at Elektricitetsværket skulde ligge i Neksø. Det undrer mig, at der i denne Forsamling, hvor der er Rønneboere til Stede, ikke er nogen, der har protesteret (Munterhed). Er det ikke saadan, at det koster en hel Del at føre Elektriciteten en lang Vej? Hvis det er saadan, var det saa ikke bedre at lægge Værket, hvor det største Forbrug er. Jeg kan ikke se andet, end Rønne har Betingelser for at faa de største Virksomheder paa alle Om- raader. Prof. Rung: Naar Værket er projekteret til at ligge i Neksø, er det, fordi der paa denne Del af Øen var den største Tegning. Værket kan ellers godt lægges i Rønne. Det koster ikke meget at transportere Elektriciteten, og der gaar ikke megen Energi tabt. Det er blot Traadens Styrke, det kommer an paa. Det kan jo være, der kan opnaas noget ad den Vej, at Rønne træder til og tilbyder Strøm, saa at der paa den Maade opnaas Enighed og Samarbejde mellem Land og By. Folketingsmand Hauge: P. L. Koefoed kunde ikke forstaa, at ingen Rønneboere protesterede mod, at Værket kom til at ligge i Neksø. Det er ikke fordi vi ikke kan tænke os Anlæget lagt i Rønne. Der blev for nogen Tid siden holdt et Møde om. den Sag. Men der var ikke Tilslutning nok til en Tegning. Derfor maatte Sagen opgives. Jeg er som Professor Rung af den Opfattelse, at man — 7 —