ForsideBøgerMeddelelser Fra Lærerne V…talt I Femaaret 1917-21

Meddelelser Fra Lærerne Ved Den Polytekniske Læreanstalt I Femaaret 1917-21

År: 1922

Forlag: Trykt hos J. Jørgensen & Co. (Ivar jantzen)

Sted: København

Sider: 485

UDK: 378.9 Pol

Særtryk Af Afhandlinger I Ingeniøren Og Teknisk Tidsskrift Samt Fortegnelse Over Andre Arbejder

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 500 Forrige Næste
— 275 Tale om Projektioner og Momenter; det, man interesserer sig for, er Arbejdet i mekanisk Forstand. Spørgs- maalet bliver altsaa efter denne Opfattelse, hvilke Bevæ- gelser den gyngende skal foretage for at meddele Gyngen saa megen Arbejdsenergi som muligt. Beregningen deraf kan uden Vanskelighed udføres ved i Tanken et Øjeblik al holde Gyngen stille og beregne det af Centrifugal- og Tangentialkraft udførte Arbejde. Man kommer herved ad anden Vej til de samme Resultater som ved den før- ste, men man naar en fyldigere Forstaaelse. Et andet Spørgsmaal om Gyngen er det, hvorledes man skal forklare, at man selv kan sætte Gyngen i Gang, naar den oprindelig er i Hvile, thi del synes at stride mod Tyngdepunktssætningen. I Virkeligheden beror det- te ogsaa paa et særligt Forhold, nemlig Reaktionen i Hængslerne. Naar man ikke kan faa den øverste Del af de Tove, hvori Gyngen er ophængt, til at indtage en skraa Stilling, faar man kun en Slingring om en Midterstilling. Dette faar man tydeligt at mærke, naar man prøver paa al gynge ved at sætte sig paa en Knude i et Knudetov. Men hvilke Teorier man end opstiller, saa er det sik- kert, at Bevægelsen i en Gynge kræver en kompliceret Række af Muskelsammentrækninger, og det er egentlig mærkeligt, at et normalt Menneske næsten øjeblikkelig ved, hvorledes han skal bære sig ad med at gynge sig stærkere op. Det er jo ikke saadan, at han prøver ti eller tyve forskellige Maader, indtil han mere eller mindre hur- tigt finder een, som hjælper —, nej, han gør det næsten med det samme og rent instinktmæssigt. Jeg kan ikke holde den Hypotese tilbage, at det drejer sig om et funda- mentalt Instinkt hos Mennesket, og det skulde da bestaa deri, at Mennesket har en uvilkaarlig Følelse af, at man skal arbejde for at sætle noget i Gang, eller, med andre Ord, at man skal slide for at opnaa noget. Det er jo en Regel, man saa godt kender fra andre Omraader, men her tager jeg Ordet Arbejde i ren mekanisk Forstand. Man vil maaske indvende, at man ikke kan henføre en saa sammensat Række af Muskelsammentrækninger, som der her er Tale om, til et enkeli, usammensat Instinkt. Men det er der i og for sig ikke noget i Vejen for. Man har allerede for længe siden søgt at opfatte Menneskets (og visse Dyrs) Evne til at holde sig i oprejsl Stilling som et elementært Instinkt, ja, man har endogsaa med noget Held prøvet paa at lokalisere denne Evne til et bestemt Sted i Hjernen, og den beror ogsaa paa sammensatte Mu- skelsammentrækninger. Forsøg af den sidstnævnte Art blev i Vivisektionens Dage foretaget med Høns, der jo er tobenede ligesom Mennesket. Men jeg er ikke Fysiolog og kan ikke udtale mig om Muligheden af ekpserimentelt at prøve, om der ogsaa ved indledende Bevægelser kan være Tale om et elementært Instinkt. Et andet Eksempel er Cyklekørselen. Det er jo forbav- sende, hvor hurtigt en Dreng lærer at køre paa en Cykle. Teorien for Cyklekørselen i alle sine Enkeltheder er me- get kompliceret; der er skrevet hele Bøger derom, men Hovedsagen derved er i og for sig simpel nok. Naar man begynder med at falde, lad os sige, til højre, drejer man Styret ogsaa til højre. Derved faar Maskinen en Bane, hvis Krumning vender til højre, og Centrifugalkraften, der i saa Fald virker til venstre, vil da løfte Maskinen. Ved den nævnte Drejning af Styret faar Cyklerytteren Lejlig- hed til at udføre et Arbejde, og det er den uvilkaarlige Følelse heraf, der bringer ham til at udføre de rigtige Bevægelser. Jeg skal endnu omtale el mekanisk Fænomen — gan ske vist af en noget anden Art —, som er blevet bemær- ket for længe siden, men som .forst i den nyere og nyeste Tid er kommet til at spille en ikke ringe Bolle. I Aaret 1775 skrev Daniel Ilernoulli — af den bekendte schweitzi- skp Matematikerfamilie — til sin Landsmand Leonhard Euler, som dengang var ansat ved Akademiet i St. Peters borg, at han engang havde lagt Mærke til et Bevægelses- fænomen, som han ikke riglig kunde forklare. Han hav- de arbejdet med en Vægtskaal, og idet han satle den til Side, var han kommet til at støde til den ene af Skaalene. Derved gav denne sig til at svinge, hvad der naturligvis ikke undrede ham, men det mærkelige var, at efter en vis Tids Forløb, da den formindskede sine Udsving, gav den anden Skaal, som han ikke havde rørt ved, sig til at svinge ud, og paa den Maade vandrede Udsvingene fra den ene Skaal til den anden flere Gange efter hinanden. Fæno- menet interesserede Euler, og han gav i et Par Artikler i Petersborg-Akademiets Skrifter en delvis rigtig Forklaring heraf. Denne Sag er nu aldrig bleven helt glemt, idet nemlig i Musikken den saakaldte Svæven af Toner beror paa et lignende Forhold. Men del er først i den nyeste Tid, at Teorien er bleven udviklet. Den store Betydning, Teorien har faaet, beror paa, at Svingningerne lige saavel kan frembringes ad elektrisk og magnetisk Vej som ad ren mekanisk, og derved har Sagen faaet Betydning for den traadløse Telegrafi. Teorien er dog væsentlig den samme i alle Tilfælde. Særlig stærk viser denne Flytning I af Svingningerne eller — som vi siger — Flytning af Ener- gien sig, naar begge Dele af Systemet har den samme Svingningstid, og naar tilmed den ene Del af Systemet er i Hvile, naar man giver den anden sit stærkeste Udsving. Disse Betingelser var tilfredsstillede ved den Bevægelse, som D. Ilernoulli var Vidne til. Men at gaa nøjere ind herpaa vilde føre mig for langt ind paa Matematikken. Jeg tør maaske paa dette Sted tillade mig en Be- mærkning, som jeg gerne vil henvende til de unge. Det er jo saadan, at ethvert specielt Studium medfører en vis Begrænsning, men den medfører ogsaa paa den anden Side hos dem, der giver sig af dermed, en Disposition til lettere end andre at faa Øjet op for visse Sider af den omgivende Verden. Vi kan alle glæde os over den Blom- slerpragt, vi kan møde paa vor Vej, men kun Botanikeren faar derved sine Tanker sat i Bevægelse for at se at finde de Forhold i Jordbund og Fugtighed o. s. v., som betinger disse Former og disse Farver. Saaledes mener jeg, at In- geniøren efter sin Uddannelse skulde være særlig skikket lil at have Øjet opladt for alle de underlige Bevægelser, man kan komme lil at se i denne underlige Verden. Gan- ske vist venter ingen, at der ad den Vej skal findes prin- cipielt nye Sætninger, men det er paa ingen Maade ude- lukket, at man derved kommer til væsentlig nye og inter- essante Anvendelser af de gamle. Ved det sidste Eksempel nærmede jeg mig en lille Smule til tekniske Anvendelser. Vilde jeg gaa videre ad den Vej, maatte jeg fremfor alt andet omtale den i den nyere Tid udviklede Teori for Snurren. Ogsaa den har haft sin Begyndelse fra Betragtninger over et dagligdags Fænomen, nemlig Drengens Leg med den snurrende Top; men den har ledet til Resultater af den største Betydning: