Meddelelser Fra Lærerne Ved Den Polytekniske Læreanstalt I Femaaret 1917-21

1 13 Ved lavere Spændinger trykkes Nyttevirkningen mere eller mindre ned ved det konstante Spændings- fald paa ca. 15 Volt, som gør sig gældende i Buen ved normal Strømretning. Imidlertid er Kvægsølvbueens- retteren ubetinget den hidtil mest fuldkomne Ens- retter ja vel den eneste, der har kunnet konkurrere ; med de elektromagnetiske Maskiner og Aggregater — | Etankeromformere, Kaskadeomformere, Motorgene- j ratorer — til Omformning af Vekselstrøm til Jævn- strøm. Det er da mod Kvægsølvbueensretteren, at nye Ensrettertyper skal maales, forudsat at de tager ' Sigte paa at løse de samme Opgaver som denne. Endnu kan der i denne Oversigt være Grund til at nævne et tredie En Steuerelement, nemlig den saa- kaldte e 1 e k t r o 1 y t i s k e Ventil. Denne be- staar, som Navnet skal antyde, af en elektrolyf sk Celle. De to Elektroder i denne er forskellige. Den ene, den »aktive Elektrode«, er saa at s:ge altid af Aluminium, medens den anden for Eks. kan være af Jærn. Som Elektrolyt kan mange forskellige Opløs- ninger benyttes, f. Eks. (N Hi). H li O.,, W:1 PO4 ni. il. Efter en »Formering«, ved hvilken Cellen i kortere eller længere Tid indskydes i en Jævnstrømskreds med Aluminium som Anode, udviser Cellen en ud- præget Ventilvirkning. Naar Aluminium er Anode, modsætter den s:g praktisk set en Strømgennemgang ved alle elektromotoriske Kræfter under en vis Grænse, der for Eks. -kan ligge omkring 500 Volt. Naar Aluminium derimod er Kathode, viser Cellen blot et Spændingsfald paa et Par Volt. Forklaringen paa Ventilvirkningen, som først skal være iagttaget af Buff1), skyldes især G. Schulze, der har gjort Cellen til Genstand for et indgaaende Studium2). Der danner sig ved Formeringen paa Overfladen af Aluminiumelektroden et tyndt Luftlag, der udad mod Elektrolyten støttes af en tykkere fast Hinde. Strømgennemgangen gennem Luftlaget er — ligesom ved Kvægsølvbueventilen — betinget af Til- stedeværelsen af Elektroner, og disse kan i Hoved- sagen kun leveres af den metalliske Elektrode, ikke af Elektrolyten. Derfor kan en Strom af nogen Styrke kun komme S Stand, naar Aluminiumelektroden er Kathode. Den elek troly tiske Ventil er først benyttet j som Ensretterelement af Graetz3). Nogen stor Ud- I bredelse har denne Type Ensrettere dog ikke vundet. Den synes især at være bleven anvendt til Drift af | ’) Buff. Lieb. Ann. 102, pg. 296, 1857. 2) G. Schulze. Ann. d. Phys. 21, pg. 292, 1906. 22, pg. 543, i 1907. 23, pg. 226, 1907. 24, pg. 43, 1907. 26, pg. 273, 1908. ’) L. Graetz. Wied. Ann. 62, pg. 321, 1897. Røntgenanlæg paa Steder, hvor kun Vekselstrøm staar til Raadighed. Efter denne Oversigt over hidtil foreliggende Ensretterelementer, hvis Anvendelighed ikke er be- grænset til Omsætning af ganske smaa Effekter (eller til ekstremt høje Spændinger), skal der gøres Rede for det nye Ensretterelement. Dette er af den mekaniske Type. Det kan byg- ges baade som Enkelt- og Dobbeltelement samt end- videre som flerdobbelt Element til Ensretning af fler- faset Strøm. Alle Former har det ovenfor antydede Elementarsystem fælles. Virkemaaden af Dobbelt- elementet er mest anskuelig, og dette Element skal derfor her benyttes til Belysning af det fælles Princip. Vi tænker os, at Elementarsystemets Felt er konstant, og at der gennem Straalen sendes en Vekselstrøm. Straalepartiklerne vil da, eftenhaanden som de pas- serer Feltet, afvekslende faa Hastigheder til modsat Side i en Plan vinkelret paa Feltets Kraftlinier, og Resultatet bliver, som det vil forstaas, at der i Feltet saa at sige skabes en fortsat Række Bølger, der be- væger sig fremefter med den oprindelige Straales Ha- stighed, idet Højden af den enkeile Bølge vokser jævnt med Afstanden fra Feltet. Længden 2 af en hel Bølge maa herved nødvendigvis blive lig med den Vej, som den strømløse Straales Dele vil bevæge s’g d Perioden for Vekselstrømmen. Under Bevægelsen fremefter følger de enkelte Straaledele naturligvis rette Linier, udgaaende fra Feltet, idet hver især danner en Vinkel med den oprindelige Straaleretning, der alene afhæn- ger af Vekselstrømmens Værdi i det Øjeblik, Partik- len befandt sig i Feltet. Herved forudsættes det, at dettes Udstrækning i Straalens Retning er ringe i Forhold til Bølgebredden Å, og iøvrigt ses der i det anførte bort fra Tyngdens Virkning paa Straalen. Betragtes nu Straalens Træffepunkt i Elementår- systemets Elektrode, indses det, at dette Punkt maa svinge i Takt m&d Vekselstrømmen. Men det vil være f'aseforsinket i Forhold til Strømmen, der frembringer Bevægelsen, eller mere almindeligt i Forhold t’l den periodiske mekaniske Kraft, som Bevægelsen skyldes. Faseforsinkelsen vil netop være lig den Tid, som den strømløse Straales Dele er om at gennemløbe Afstan- den fra Feltet ud til Elektroden. D enne Tid er atter lig Afstanden x divideret med Straalens Hastighed u. I en Række ækvidistante Afstande bestemt ved li II hvor p er et vilkaarligt, helt og positivt Tal, og hvor 7' betegner Vekselstrømmens Periode, vil Faseforsin-