Meddelelser Fra Lærerne Ved Den Polytekniske Læreanstalt I Femaaret 1917-21

— 408 — højt udviklede Værkstedsteknik har gjort det muligt at fø!ge. Fig. 2. Branca's Dampturbine. brug angaves lil 13 kg pr. HK. Time, hvad der svarer til en Virkningsgrad paa kun 0,8 pCt. Mærkværdig nok har et Par af disse gamle Maskiner holdt siig i England til Hge op imod vore Dage. De praktisk anvendelige Dampmaskiner skriver sig først fra Aar 1711, da den Dortmouth Smedemester Neiv- eomen fremkom med sin atmosfæriske Maskine, som jeg j antager, at De skitsemæssig alle kender maaske allerede fri Skolebøgerne, jeg skal derfor her nøjes med at visej et Par Billeder af, hvorledes Maskinen virkelig saa ud. Maskinen var principielt daarlig. da den kun arbejdede Fig. 3. Gammel Tegning af Neivcomen's Maskine. Fig. 4. Atmosfærisk Dampmaskine endnu i Drift lige til Slutningen af forrige Aarhundrede. * med en Temperaturdifferens paa ca. 30°, som den endda ikke udnyttede, da den gik med fuld Fyldning, og i den praktiske Udførelse var den endda værre, da dens Kulfor- Fig. 5. Ruiner af den sidste fra Neivcomen selv stammende Maskine. Det store Stød fremad, som Dampmaskinen fik ved de Forbedringer, som James Watt fik patentbeskyttede under 5. Januar 1769, skyldes Watt's. klare Forstaaelse af, j at Hovedfejlen vert Newcomen’s Maskine var, at Dampen i her fortætledes ved Vandinsprøjtning i selve Cylinderen, hvorved dennes Vægge afkøledes saa stærkt, al største j Parten af den indledede Damp fortættedes paa disse uden at gøre Nytte. Watfs Dampmaskine, og de Midler som han anvendte for at forbedre Økonomien, saa al han fik Kulforbruget bragt ned til 2,8 kg pr. HK. Time, nemlig I Indførelse af en selvstændig Kondensator, Opvarmning af : Cylinderen ved en Damptrøje, Indførelse af en Luftpumpe til Bortskallelse af den Luft, der uundgaaelig slipper ind med Dampen, og endelig den rationelle Udnyttelse af Dampens Arbejdsevne ved at lade Dampen ekspandere i den kun delvis fyldle Cylinder, er saa almindelig bekendte, at jeg ikke skal omtale dem nærmere. Mindre bekendt turde del være, at Watt, da han vilde udvikle Dampmaski- nen fra at være en blot frem- og lilbagegaaende Pumpe- maskine til en omdrejende Arbejdsmaskine ved Indførelse af Krumtapsbevægedsen, fandt Vejen spærret ved et dog ikke udnyttet Patent. Krumtapbevægelsen var i og for sig længst bekendt fra Træderokken og Watt udtrykker sig om den, at dens Overførelse paa Dampmaskinen var som at benytte en Brødkniv til at skære Ost med, men mærkværdig nok havde man hidtil anset det for umuligt at benytte den paa Grund af Umuligheden af at afpasse Dampmængden saa nøjagtigt, at Stemplet kunde bringes til at bevæge sig mellem to givne Yderstillinger. Man havde været hielt blind for, at Dampen var et elastisk Stof. Af Hensyn til det omtalte Patenl maatte Watt da i Begyndelsen gaa en anden Vej, og han fik da Patent paa sin Planethjulsbevægelse, hvorved han, rigtignok paa Be- kostning af den mekaniske Virkningsgrad samtidig op- naaede, al Maskinens Omdrejningstal blev dobbelt saa stort som Antallet af Stempelslag. Aar 1800 udlob Watt’s Patenier, og andre Opfindere fik da frit Spillerum. Trevitnick indførte sandsynligvis som 1ste Mand det højere Damptryk, som Watt i sin Tid havde faaet palentbeskyttet men ikke udnyttet, da han paa Grund af Eksplosionsfaren betegnede det som forbry-