Meddelelser Fra Lærerne Ved Den Polytekniske Læreanstalt I Femaaret 1917-21

47 begynder Kornene at vokse, saa at man faar Ud- seendet i Fig. 21, der viser samme Forstørrelse. Det ses, at de sinaa Perlitkorn i Fig. 20 ved den stærke Opvarmning har fundet hinanden og slaaet sig sam- men til store Korn, ligesom Tilfældet er med de smaa Ferritkorn. Ved den stærke Opvarmning antager alt for langsom Afkøling. Ved den stærke Opvarm- ning er Austenitkornene voksede meget stærkt, men da der ved Passagen over Arl ved Afkølingen be- gyndte at udskille sig Ferrit, naaede denne Ferrit ikke, eftersom Kornene var saa store og Afkølingen ikke for langsom, helt ud til deres Overflade, men Fig. 22. Martinstaal med 0,1 °/0 C, udglødet ved 1400° C. x 100. Fig. 24. Martinstaal med 0,3 C, udglødet ved 1300° C. x 100. altsaa to eller flere ved Siden af hinanden liggende Korn samme Orientering og slutter sig sammen til ét Korn. Fig. 22 viser samme Stang opvarmet til 1400° og i samme Forstørrelse, og det ses, at Kornene er yderligere voksede. Hvis man opvarmer de i de to sidste Figurer viste Stykker Staal til e. 900°, faas igen blev stikkende i Lag i Austcnittens store Korn, nem- lig i Lag parallele med de 4 Retninger, hvori Okta- ederoverfladerne ligger i Kornet. Den her viste Struktur, hvor der altsaa i Lag parallele med Oktaederoverfladerne findes Ferrit, som ikke ved Udskilningen har naaet ud til Kornoverfla- Fig. 23. Martinstaal med 0,3 0/0 C, udglødet ved 900° C. x 100. Fig. 25. Martinstaal med 0,3 °/0 C, udglødet ved 1400“ C. X 100. Strukturen i Fig. 20, idet de store Korn springer itu i en Mængde Smaakorn. Vi kommer nu til en 1" Rundstang af Martin- staal med 0,3 pCt. C, og Fig. 23--25 viser den i 100 Gange Forstørrelse udglødet til henholdsvis 900, 1300 og 1400°. I den sidste Figur ser vi et ejendom- meligt Trekantsystem, der er endnu mere fremtræ- dende paa Fig. 28. Et saadant Udseende af Staalet tyder paa en stærk Opvarmning og paafølgende ikke den for dér at danne selvstændige Korn, kaldes W i d- manstättensk Struktur, fordi den ganske ligner den Struktur af dette Navn, som er velkendt fra Meteor] ærn — der imidlertid ikke bestaar af Jærn og Kulstof men af Jærn og Nikkel og altsaa er en Slags Nikkelstaal —, og som ses paa Fig. 26, der viser et paa samme Maade ætset, plant Snit i et Stykke Meteorjærn. Man faar altid Widmanstättensk Struktur, naar Staal, der er blevet grovkornet ved en